Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Silva og Milner sikrede City pligtsejr

Af Redaktionen
04.03.2015 Kl. 21:46
Mål af David Silva og James Milner var nok for Manchester City, der her til aften besejrede prygelknaben Leicester City med 2-0 hjemme på Etihad Stadium.

Manchester City havde efter nederlaget på Anfield hårdt brug for at svare tilbage med en sejr, da bundproppen Leicester gæstede Etihad Stadium. Gæsterne bed fornemt fra sig i kampens indledning, men der stod City på det meste, og kort før pausefløjtet gav det pote.

Efter et flot opspil opstod chancen til startdebutanten Wilfried Bony, der dog måtte se sit forsøg blive blokeret af en forsvarsspiller, men i to omgange fulgte David Silva op, og kunne til slut prikke bolden i kassen, og bringe hjemmeholdet i front.

City havde efter pausen flere chancer til at udbygge føringen, og specielt Sergio Agüero kom tæt på i flere omgange, mens også gæsternes Riadh Mahrez forsøgte sig, men i overtiden blev opgøret endegyldigt lukket af hjemmeholdet. James Milner dukkede op på et fornemt indlæg af Jesus Navas, og sparkede sejren i hus for de forsvarende mestre, der dermed kunne sætte tre vigtige point på kontoen.

Sejren betyder, at Manchester City holder snor i Chelsea, der her til aften fik fuld gevinst mod West Ham, mens Leicester med nederlaget konsoliderer sin status som ligaens absolutte bundprop. Næste opgave for City er en udekamp mod Burnley, mens Leicester får besøg af Hull City.

Annonce