Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Eriksen scorede, da Spurs vandt i Newcastle

Af Redaktionen
19.04.2015 Kl. 17:57
Christian Eriksen var blandt Spurs' bedste, da de her til aften slog Newcastle med 3-1 på St. James' Park.   

Mange tusinde Newcastle-fans var blevet væk fra opgøret – noget, de sikkert var glade for, da deres hold tabte igen igen. Newcastle har med dagens nederlag tabt seks kampe på stribe i Premier League, hvilket er ny negativ rekord for klubben.

Nacer Chadli bragede Tottenham i front med første halvlegs eneste scoring. Derfra troede man, at det ville blive ren walkover for Spurs, der virkelig mødte et hold, som er desarmeret – både spillemæssigt og moralsk. 

Ikke desto mindre, så fik Newcastle fornyet håb i starten af anden halvleg, da Jack Colback udlignede til 1-1. 

1-1 fik dog ikke lov at holde ret længe, danske Christian Eriksen ville det anderledes. 

Eriksen sparkede efter godt 54 minutter frispark i banens venstre side. Bolden svævede ind i feltet, men ingen Tottenham-spillere fik hovedet på, og så gik bolden direkte i mål efter et sløjt redningsforsøg fra Tim Krul. 

Eriksen er med dagens mål oppe på 10 scoringer i Premier League, kun Harry Kane, der også gjorde det til slutresultatet 3-1 sidst i kampen, har scoret flere end danskeren. 

Spurs er med dagens sejr a point med Liverpool på femtepladsen. White Hart Lane-klubben har dog spillet 33 kampe, mens Liverpool kun har spillet 32.

Annonce