Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Problemer i Chelsea: Angrebstrio meldes ude af Arsenal-brag

Af Morten Bruun Jørgensen
20.04.2015 Kl. 14:13
Chelsea skal måske se bort fra klubbens tre førsteholdsangribere, når de på søndag møder Arsenal i Premier League.

Didier Drogba skulle have deltaget i velgørenhedskamp i St. Etienne i denne uge, men den kamp har han været nødt til at trække sig fra, og derfor er det nu tvivlsomt, om han bliver klar til topkampen på Emirates Stadium om seks dage.

Den ivorianske angriber startede inde i weekendens kamp mod Manchester United, da både Diego Costa og Loic Remy måtte melde fra med skader.

Til den kommende kamp mod Arsenal vil Diego Costa med sikkerhed også være ude. Remy kan potentielt være tilbage, men London24 skriver, at man i Chelsea-lejren frygter det værste, og at man derfor må undvære de tre frontløbere.

I lørdagens kamp mod Manchester United var blot den 17-årige Dominic Solanke med på bænken, men det bliver formentlig ikke den unge Chelsea-bomber, der får lov til at starte inde i opgøret mod nummer to i Premier League.

Man kan forestille sig, at José Mourinho måske vil bruge Cesc Fábregas som forreste mand. Spanieren har tidligere spillet den plads i Barcelona. 

Annonce