Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

AC skal forhandle med Chelsea - hyrer Terrys agent

Af Morten Bruun Jørgensen
27.04.2015 Kl. 16:28
Andreas Christensen skal snart til at forhandle en ny kontrakt på plads med Chelsea, og derfor har danskeren hyret John Terrys topagent, Paul Nicholls.

Den unge Chelsea-forsvarer har gjort en god figur for The Blues, både i de kampe han har fået på førsteholdet, men i særdeleshed for U19- og U21-holdene, hvor han har været en nøglespiller. Nu skal der snart forhandles en ny kontrakt med Premier Leagues førerhold, og det bliver noget af en opgave.

Andreas Christensen har hidtil haft sin far, Sten Christensen, som rådgiver og som forhandler i kontraktsituationer, men nu skal der formentlig snakkes større penge, og så vil de gerne have professionel hjælp. Derfor har Andreas og Sten hyret John Terrys agent, Paul Nicholls. Det skriver Ekstra Bladet i dag.

– Jeg har hyret John Terrys agent, Paul Nicholls, som er blandt de allerbedste i branchen til at forhandle direkte med Chelsea, siger Sten Christensen blandt andet til Ekstra Bladet.

John Terry fungerer som en slags mentor for Andreas Christensen, og det er den vej igennem, at der er blevet etableret en kontakt til Nicholls.

Sten Christensen understreger dog, at han stadig har det sidste ord, når kontrakten skal i hus.

– Men det er mig, som har det sidste ord omkring alt det med kontrakter, fortæller målmandstræneren i Brøndby endvidere til den danske avis.

Andreas Christensen var med til at vinde Champions League for U19-hold tidligere på måneden, og her spillede han en stor turnering for de unge Chelsea-talenter, hvor også Dominic Solanke, Isaiah Brown og Ruben Loftus-Cheek var med. 

Annonce