Blogserie: (Gen)opbygningen af Spurs

Tottenham Hotspur F.C. vandt i 1961 det engelske mesterskab og FA Cup’en i samme sæson. Man hjemførte dermed The Double, hvilket ikke var sket siden Aston Villa gjorde det i 1897. Denne gyldne periode udfoldede sig med legendariske Bill Nicholson ved roret – en mand der om nogen var med til at forme London-klubben. Det traditionelle engelske “kick and rush”-spil blev sparket langt væk, og i stedet forbløffede Spurs hele fodbold-England med den nye “push and run”-stil. I selv same mesterskabssæson endte Arsenal, Chelsea og Manchester City på pladserne 11-13 i ligaen, men dette er for de mange millioner Tottenham-tilhængere for længst en svunden tid.

Lussingernes holdeplads – White Hart Lane

White Hart Lane har under hele Arsene Wengers regeringstid i Arsenal oplevet intet mindre end 11 forskellige managere. Nok har den dygtige franskmand været mange år hos naboerne, men det er helt uhørt og kontinuitet på et meget lavt plan. Formanden Daniel Levy, der har været ved roret siden 2001, har også fået ry for at have tålmodighed som en en 10-årig knægt i timerne op til juleaften, når det kommer til hans managere.

Dårlige resultater og spillerhandler har fået utallige folk fjernet for trænersædet, og det var en af grundene til, at italienske Franco Baldini blev ansat for to år siden. Han skulle være linket mellem folkene på træningsbanen og jakkesættene på kontorerne. Han var også bagmanden bag de syv berygtede 2013-handler, der blev finansieret af Gareth Bales Real Madrid-skifte, hvoraf kun Christian Eriksen og Nacer Chadli har slået til. Flere andre har fra start virket uønskede og dårligt scoutede. Man har en fornemmelse af, at kommandovejene mellem Levy, Baldini og den siddende manager er tvivlsomme.

Sidste sommer blev Benjamin Stambouli hentet, og han fik i realiteten aldrig chancen. Han var fra første dag bagerst i midtbanekøen og tydeligvis ikke en Pochettino-favorit. Man undres – hvorfor blev han hentet? Han kan meget vel være en Baldini-opfindelse og ikke en spiller Pochettino nogensinde har bedt om.

Lavpunkterne findes dog ikke kun på banen og kontorgangene – de hårdt prøvede Spurs-supportere har de senere år fået ry for at være kræsne og vende ryggen til sit hold i modgang, og der er noget om snakken. Flere modstandere har talt om, hvordan de let kan svinge taktstokken på White Hart Lane, når hjemmeholdet både skal kæmpe for overtaget på banen og samtidig forholde sig til råbene fra tribunerne. For år tilbage var stemningen og atmosfæren på White Hart Lane blandt Europas bedste. Stor passion og loyalitet herskede, men de senere års ustabilitet og manglende resultater har givet tilhængerne en lunte kortere end Aaron Lennon. Alt dette har gjort spillerne bange for at spille frit, og det gør spillet forkrampet.

Nye tider: Magtbalancen er tippet

Mauricio Pochettino gjorde i hans debutsæson Spurs til et langt mere stabilt mandskab end tidligere. De senere år har klubben oplevet store, smertefulde nederlag til rivalerne, men det er der blevet sat en stopper for. The Lilywhites vandt endda et par sejre mod naboerne Arsenal og Chelsea, der fik taget til at lette på The Lane. Nok blev det kun til en femteplads, men der er pludselig optimisme at spore. Defensiven så stadig skrøbelig ud, men spillet var generelt opløftende. Ydermere endte man i Capitol One Cup-finalen, hvor Pochettino og co dog måtte se sig slået af et bomstærkt Chelsea-mandskab.

Spillet på banen er for opadgående, men det måske mest opløftende er, at magtbalancen kan være vendt. Lad os igen tage fat i Benjamin Stambouli. Efter kun et år i klubben solgte man ham for nylig tilbage til Frankrig, hvor PSG overtog hans løn. Spillere som Capoue, Kaboul, Paulinho, Holtby og Chiriches er også røget ud, og Adebayor, Soldado og Lennon meldes i disse dage også på vej væk. Det efterhånden berømte “deadwood” bliver skåret fra. Det kan vidne om nye kommandoveje på Hotspur Way. Baldinis opfindelser får sparket, og især salget af Stambouli, kun et år efter hans ankomst, er et signal om ny magt til Pochettino. Mange med indsigt I klubben har skreget efter en fyring af Baldini, og det er slet ikke utænkeligt, hvis Pochettino og hans folk får mandat til på egen hånd at jagte de spillere, der passer til filosofien.

Indkøbene af Kieran Trippier, Kevin Wimmer og Toby Alderweireld har fået gode modtagelser hos tilhængerne, og alle venter i spænding på et par offensivspillere. Det bliver næppe fra allerhøjeste hylde, men lovende navne som Berahino, Yarmolenko, McCarthy og mange flere bliver i disse dage nævnt på rygtebørserne.

Men er tilhængerne klar til et langt, sejt træk mod bedre tider? Tottenham-fansene har som nævnt haft en del magre år. Optimismen virker dog til at spire, og stemningen var i anden halvdel af den forgangne sæson langt fra elektrisk, men ihvertfald opløftende. Den generelle mening er, at Pochettino besidder et kæmpe managertalent, og at han er manden, der kan bringe tidligere tiders storhed tilbage.

Nu skal alle i og omkring klubben lave en af de sværste øvelser I Tottenham-regi – nemlig at være tålmodige og støttende. Pochettino fik i sidste sæson meget ud af en tvivlsom trup, og nu er genopbygningsfasen I fuld gang. Managerens aftryk bliver virkelig sat nu, og som en klog mand engang sagde, så blev Rom ikke bygget på én dag. Udskiftningen i truppen er allerede stor og bliver kun større i løbet af august. Hold som Chelsea, Arsenal og Manchester City har beholdt deres stærke stammer og krydret med enkelte forstærkninger, mens Manchester United har rustet kraftigt op. Spurs er et stort mulehår eller halvanden efter disse klubber, og det er vigtigt at acceptere i løbet af denne sæson. Giv den gode stemning og Pochettino chancen, så Arsene Wenger til næste sæson ikke skal op mod den 12. Tottenham-manager i hans regeringstid. Den rådne stemning skal have sparket, og de dårlige vaner skal brydes!