Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

10 stjerner, som Premier League-klubberne kan hente gratis

Af Morten Bruun Jørgensen
19.11.2017 Kl. 18:50
Daily Mail har taget et kig på 10 spillere uden for Premier League, som de engelske klubber kan tage kontakt til fra 1. januar med henblik på en klubskifte til sommer.

Premier League-klubberne må ikke kontakte spillere fra den engelske liga, når de har mindre end et halvt år tilbage af deres kontrakter. De må dog gerne tage kontakt til spillere uden for Premier League fra 1. januar med henblik på en fri transfer til sommer. 

Her er det Daily Mail, der har taget et kig på 10 prominente spillere uden for Premier League, som de 20 bedste klubber i England kan forsøge at hente på en fri transfer fra årsskiftet. 

Mario Balotelli (Nice)
Den 27-årige italiener er et velkendt navn i Premier League, hvor han både har optrådt for Manchester City og Liverpool. Han har haft en fornuftig periode i Nice, men er der mon en Premier League-klub, der tør tage chancen med den kontroversielle angriber.

Leon Goretzka (Schalke)
Den tyske midtbanespiller er en af de mest ombejlede spillere fra Bundesligaen i øjeblikket, hvor han er en stor profil på et godt spillende Schalke-mandskab. De største Premier League-klubber vil helt sikkert gøre et forsøg på at skrive kontrakt med ham.

Fouzi Ghoulam (Napoli)
Der har været rygter om, at han har underskrevet en ny kontrakt, men det har endnu ikke været tilfældet. Klubber som Liverpool og Manchester City sættes i forbindelse med venstrebacken, som er fast mand hos det italienske storhold.

Franck Ribery (Bayern München)
I løbet af det seneste årti har franskmanden været en af de bedste spillere i Europa, men skader har spoleret de seneste år for den 34-årige kantspiller. Vil Bayern München forlænge med ham? Det er tvivlsomt, men et par Premier League-klubber bør kunne bruge ham.

Arjen Robben (Bayern München)
Sammen med Ribery har Robben huseret på kanterne hos Bayern München i en række sæsoner efterhånden, men modsat Ribery har Robben formået at beholde sin plads i startopstillingen. Hollænderen er stadig forrygende – måske han tager en tur mere i Premier League?

Giorgio Chiellini (Juventus)
Det er sublim forsvarsspiller, som i en årrække har været en del af bagkæden hos Juventus og det italienske landshold, men karrieren lakker langsomt mod enden. Det kan være, at et ophold i udlandet lokker for den aldrende midtstopper.

Hatem Ben Arfa (Paris Saint-Germain)
Kantspilleren har snøret mange forsvarsspillere i Premier League, men han må være en af de mest svingende fodboldspillere i Europa. Han er til overskud i den franske storklub, men Leicester er blevet nævnt som en mulig destination for franskmanden.

Joao Moutinho (Monaco)
105 landskampe og 13 hjemlige trofæer har Moutinho opnået som 31-årig. Det er ret imponerende. Han har tidligere været tæt på et skifte til Tottenham, men Spurs vil nok ikke længere være interesserede. Det bør andre klubber dog være.

José Giménez (Atlético Madrid)
Han var på et tidspunkt et af de mest lovende forsvarsspillere i verden, men sydamerikanerens karriere er gået lidt i stå. Stefan Savic og Diego Godin løber med spilletiden i den spanske hovedstad, men i Premier League er han stadig et varmt navn.

Stefan de Vrij (Lazio)
Der har været interesse for den hollandske landsholdsspiller fra Premier League flere gange, men han er forblevet i Lazio, som han angiveligt også forhandler om en ny kontrakt med. Skulle de ikke blive enige vil en klub som Liverpool måske vise interesse.

Annonce