Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Avis: David Beckham kan spille særlig rolle i United-overtagelse

Af Emil Plovgaard
23.11.2022 Kl. 21:58
Den tidligere Manchester United-stjerne kan spille en rolle i forbindelse med en mulig overtagelse af klubben.

David Beckham har ikke selv tilstrækkelige midler til at overtage Manchester United.

Alligevel kan han dog komme til at spille en rolle i forbindelse med en overtagelse af klubben, der har hjemmebane på Old Trafford.

Det skriver avisen Financial Times onsdag aften.

Tirsdag meddelte ejerne af Manchester United, familien Glazer, at man var åbne over for et salg af klubben.

Siden har flere interesserede købere meldt sig på banen – herunder en af Storbritanniens rigeste personer.

Mulige købere af Manchester United, kan muligvis se en fordel i at tilknytte Beckham til projektet på grund af englænderens store popularitet blandt klubbens fans.

Konsortier kan bruge Beckham som en slags frontfigur og på den måde vinde tillid blandt de hårdt prøvede tilhængere.

Tidligere har potentielle investorer henvendt sig til Beckham for at opnå en støtteerklæring fra ham i forhold til et køb af Manchester United, skriver avisen.

Tidligere på året fortalte David Beckham, at der ville forekomme ændringer hos Manchester United, og at der også allerede nu sker ændringer hos De Røde Djævle.

– Der er ikke mange klubber, som har gået igennem det, som Manchester United har gået igennem i de seneste år, og som alligevel fylder stadion ud. Der vil forekomme ændringer, sagde Beckham tilbage i maj til Sky Sports.

Manchester United har ikke vundet Premier League-titlen siden 2013, og klubbens fans har gennem længere tid råbt på forandring. 

Talrige protestaktioner har såledet ytret ønske om et ejerskifte på grund af utilfredshed med klubbens amerikanske ejere.

Annonce