BBC: West Bromwich-interesse i Mamadou Sakho
Mamadou Sakho ser ikke ud til at have nogen fremtid i Liverpool, efter han er kommet på kant med Jürgen Klopp for lang tid siden.
I sidste sæson var franskmanden udlejet til Crystal Palace med stor succes fra januar måned, og London-klubben har vist interesse for at gøre aftalen permanent, men de var ikke villige til at møde Liverpools vurdering af forsvarsspilleren.
Nu melder en ny Premier League-klub sig dog på banen for Sakho, som spillede sin seneste kamp for Liverpool i april 2016. Ifølge BBC er West Bromwich interesserede i at købe den tidligere Paris Saint-Germain-spiller.
Liverpool har fastsat prisen på Sakho på £30 millioner, og det vil med afstand gøre midterforsvareren til West Bromwich' dyreste indkøb, hvis handlen bliver en realitet.
Sidste sommer købte the Baggies belgiske Nacer Chadli i Tottenham for £13 millioner, hvilket er klubbens nuværende transferrekord.