Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Forhandlingerne var i gang: Fernandes kunne være endt i en anden PL-klub

Af Asbjørn Sigsgaard
16.01.2021 Kl. 18:06
Newcastle var yderst tæt på at købe Bruno Fernandes inden Manchester United kom ind i billedet, men The Magpies blev skræmte af en mulig retssag.

Bruno Fernandes har haft umådelig stor succes siden skiftet til Manchester United for godt et år siden og har på kort tid etableret sig som en af Premier Leagues største stjerner.

Men før The Red Devils hentede portugiseren var en anden Premier League-klub tæt på at snuppe ham. Det drejer sig om Newcastle, der var i dialog med Sporting om en mulig transfer. Det fortæller den daværende manager, Rafa Benitez.

– Bruno Fernandes var en spiller, som vi holdt øje med i Newcastle, udtaler han ifølge The Times.

– Han var i Sporting Lissabon, og han havde et problem med klubben. Der var en chance for, at han kunne skifte klub gratis. Vi var i forhandlinger, men problemet var, at hele sagen kunne ende i retten, og det ville komplicere tingene. Det ville klubben ikke have, tilføjer Benitez.

Den beslutning fortryder de nok lidt i det nordengelske nu. Bruno Fernandes har hidtil scoret 19 mål og bidraget med 14 assists i blot 31 Premier League-kampe.

Annonce