Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Conte raser over kampprogram: Det er ikke normalt

Af Pelle Rigtrup
19.11.2017 Kl. 14:44
Antonio Conte er langt fra tilfreds med næste uges kampprogram, hvor Chelsea, inden for få dage, møder Qarabag og Liverpool på udebane.

Der var ingen slinger i valsen, da Chelsea i går besejrede West Bromwich med 4-0. Efter opgøret var Antonio Conte naturligvis en glad mand, men samtidig udtrykte han også bekymring over de kommende to kampe mod Qarabag og Liverpool. 

De to opgør spilles henholdsvis onsdag og lørdag, og da de begge er på udebane, har The Blues ikke meget forberedelsestid: 

– Nu har vi et problem. Vi spiller mod Qarabag onsdag og kommer hjem igen til London kl. 5 eller 6 torsdag. Herefter skal vi møde Liverpool lørdag aften. 

– Er det normalt? Det synes jeg ikke. Hvis folk vil have mere balance i ligaen, må de være bedre til at forberede kampprogrammet. 

Det er ikke første gang, Conte brokker sig over Chelseas travle program. Situationen var nemlig akkurat den samme, da de forsvarende mestre tidligere på sæsonen spillede mod Atlético Madrid, og italieneren mener, at det giver London-klubben en stor ulempe: 

– Da vi spillede mod Manchester City, havde vi kun haft to dage til at restituere efter opgøret mod Atlético. 

– Her kom vi tilbage til London kl. 5 torsdag og skulle spille lørdag. Det gav City en kæmpe fordel.

Chelsea kan onsdag spille sig videre fra gruppespillet i Champions League, hvis de formår at besejre Qarabag. Det omvendte opgør endte 6-0 til The Blues, og der bør derfor være gode muligheder for endnu mere succes til Contes mandskab. 

Kampen mod Qarabag sparkes i gang kl. 18.00 dansk tid, mens Liverpool venter på lørdag kl. 18.30. 

Annonce