Dansk keeper med ny bog: Reina tog røven på mig

Martin Hansen skiftede i 2006 fra Brøndby til Liverpool, som han igen forlod i 2012. Den danske keeper spillede for det meste for klubbens ungdoms- og reservehold, men han gik dagligt op af klubbens stjernespillere.

Han har netop udgivet en ny bog 'Inside Liverpool', hvor han fortæller om sin tid i Liverpool. Han kommer ind på mange forskellige emner – ét af dem er gambling.

Spillerne gik på kasino før og efter træning, hvor der blev gamblet for flere hundredtusinde kroner, som om det var småpenge. Det var også meget normalt, at klubbens førsteholdsspillere lavede de mest latterlige væddemål om flere tusinde kroner på klubbens træningsanlæg. 

– Hele tiden var der et væddemål eller en lille, intern konkurrence i gang. Hvem kunne ramme overliggeren flest gange med bolden? Hvem kunne skyde golfbolden længst væk? Reina var The Master, når det kom til væddemål. Engang jeg rejste med førsteholdet til udekamp – jeg mener, det var mod Aston Villa – stillede han sig op midt i restauranten på hotellet og hævdede, at man ikke kunne spise en skive toastbrød på et minut uden at drikke vand til, skriver Martin Hansen i sin bog.

– Det troede jeg ikke på, selvfølgelig kunne man det. Reina ville give fem af de lange, 5.000 pund, altså omkring 50.000 kroner, hvis man gjorde det, hvorimod man kun skulle give ham 500 pund, hvis man ikke kunne. Reina prøvede at lokke en spiller ved et af spillerbordene, vist nok Lucas Leiva, men han takkede nej. Det næste spillerbord takkede også nej, og så kom han endelig hen til vores bord, og jeg fangede hans blik.

– “Hvad med dig?” spurgte han. “Jeg er klar,” sagde jeg. “Men jeg kan ikke diske op med 500 pund.” Det var helt fint. Reina ville nøjes med 50 pund fra mig, mens jeg ville få én af de lange, altså 1.000 pund. Vupti, et væddemål var sat op, og jeg proppede toastskiven i munden, mens resten af spisesalen gloede på mig.

– I de første sekunder troede jeg, at det ville gå, men så blev skiven til en tennisbold, der voksede og blev hårdere, og til sidst kunne jeg ikke tygge. Jeg var tør i munden og øm i kæben, og jeg sad med tårer i øjnene af anstrengelse og kunne ikke synke noget som helst. Hele restauranten flækkede i et fælles latterbrøl.

– Jeg hadede at tabe, men jeg elskede den følelse, som væddemålet udløste: Følelsen af, at jeg var en del af førsteholdet, og Reina skulle selvfølgelig ikke slippe så let. Jeg ville have revanche ud og tog tre-fire stykker toast med op på værelset for at øve mig.Det kunne selvfølgelig ikke lade sig gøre, og det vidste den gode spanier alt for godt.