Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

De ringeste af de dårligste: Her er sæsonens 10 værste signings

Af Jeppe Augustsen
28.05.2019 Kl. 12:57
Vi har givet vores bud på sæsonens ti værste signings.

Vi har tidligere givet vores bud på sæsonens ti bedste signings, og nu er tiden kommet til at finde sæsonens ti værste signings.

Vi har fundet nedenstående ti spillere på baggrund af prisen samt balancen mellem forventningerne til spilleren og præstationerne i denne sæson.

10. Adama Diakhaby

Efter 2017/18-sæsonen, hvor Huddersfield kun scorede 28 mål, skulle de ud og styrke sig offensivt. Her blev den unge Adama Diakhaby fra Monaco hentet for i omegnen af 75 millioner kroner, men han var ikke manden for The Terriers. Det blev til 553 spilleminutter, hvor det ikke lykkedes ham at finde vejen til målet eller assistere en holdkammerat.

Det er måske for tidligt at bedømme Adama Diakhaby, men i denne sæson har han ikke været en god signing, men en tur i Championship kan være godt for den unge angriber.

9. Yoshinori Muto

Rafael Benitez fik ikke mange kroner og øre at købe ind for sidste sommer, men £10 millioner af dem investerede han i Yoshinori Muto fra Mainz, og han har ikke været prangende for The Magpies. I sine 519 spilleminutter er det blevet til en enkelt scoring fra japaneren, og med Rondon og Perez i offensive står Muto heller ikke til at få mere spilletid i den nye sæson.

8. Yerry Mina

Colombianeren leverede gode præstationer under VM, og det resulterede i, at Everton betalte £30 millioner for ham. Planen var en fast startplads til ham, men blot 10 kampe har han fået fra start. Han har været skadet, men han har også været helt ude af kamptruppen, selvom han var klar. Everton faldt for hypen og har slet ikke været pengene værd.

7. Caglar Söyüncü

Caglar Söyüncü blev rygtet kraftigt til Arsenal, og derfor følte Leicester formentlig, at de havde gjort en god handel, da de hentede ham for £19 millioner. Den følelse står de med sikkerhed ikke med efter denne sæson. Tre kampe med fuld spilletid blev det til, og i 28 kampe var han enten på bænken eller slet ikke med i truppen og sendt ned på reserveholdet. De flest Leicester-fans har formentlig allerede glemt ham, og det forstår man godt.

6. André-Frank Zambo Anguissa

Fulham handlede stort ind, og med en pris på omkring £30 millioner var André-Frank Zambo Anguissa den store investering. Han blev hentet ind til startopstillingen og skulle beskytte forsvaret, men han faldt fuldstændig igennem. Fulham indkasserede 81 mål. Flest af alle hold, og Anguissa endte kun med at spille 22 kampe.

5. Jean Michaël Seri

Seri blev rygtet til flere af de engelske storklubber inden skiftet til Fulham, og meget kunne altså tyde på, at det var historier, der blev plantet i medierne af agenten. Der var stor hype om ham, og Fulham var dumme nok til at bide på – 1 mål og tre assists fra en mand, som kostede £27 millioner og tydeligt var utilfreds med, at han overhovedet var endt i klubben.

4. Alireza Jahanbakhsh

Med en pris på £17 millioner blev Alireza Jahanbakhsh det dyreste indkøb i Brightons historie, og derfor var der også store forventninger til ham. Iraneren kom fra AZ Alkmaar, og kendskabet til Jahanbakhsh var dermed begrænset, men må have forventninger til en rekordsigning. Det er heller ikke blevet mål eller assists for kantspilleren i sin debutsæson, og det eneste positive er, at han kun kan gøre det bedre i næste sæson.

3. Rachid Ghezzal

Efter salget af Riyad Mahrez blev landsmanden Rachid Ghezzal hentet, og Leicester-fansene håbede, at man havde fundet en tro kopi af Mahrez – det fik de ikke. Selvom prisen blot lød på £12 millioner, så levede han slet ikke op til de forventninger, som man havde til ham. I sine 19 kampe (11 gange som indskifter) fik han flere gule kort, end han scorede mål. Ét enkelt mål blev det, men det var også det. Han formåede heller ikke at blive noteret for en eneste assist.

2. Mohamed Elyounoussi

Southampton har gennem de seneste år lavet nogle gode signings. Den kategori går Mohamed Elyounoussi ikke ind under. Nordmanden kostede £16 millioner og har dermed været et af klubbens dyreste indkøb nogensinde, men det er formentlig et køb, de allerede fortryder. Den offensive midtbanespiller formåede ikke at score eller lave en assist i sin 791 spilleminutter, som han fik i denne sæson. Den begrænsede spilletid skyldes ikke skader, men han blev ganske enkelt ikke udtaget.

1. Fred

Fred blev hentet til Manchester United med henblik på at udgøre en midtbanetrio med Nemanja Matic og Paul Pogba. Den brasilianske midtbanespiller kostede i omegnen af 445 millioner kroner, men han har bestemt ikke vist sig at være investeringen værd. Præstationerne gjorde, at han blot fik spilletid i 17 kampe – enten som starter eller indskifter. I flere perioder var han ikke i aktion og i adskillige kampe var han slet ikke udtaget til truppen, selvom han ikke var skadet. Det ser man sjældent med en spiller, som har næsten har kostet en halv milliard kroner.

Annonce