Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Disse mål er sjældne ved dette VM: Nu giver Trippier sit bud på hvorfor

Af Emil Plovgaard
30.11.2022 Kl. 15:14
Den engelske landsholdsback giver nu sin forklaring på, hvorfor mål på direkte frispark er så sjældne ved dette års VM-slutrunde.

Kieran Trippier er startet inde i Englands første to kampe ved dette VM mod først Iran og så USA.

Til gengæld startede han dog ikke inde i englændernes sidste gruppekamp mod Wales tirsdag, som blev vundet med 3-0.

Her var han vraget til fordel for Kyle Walker, som Gareth Southgate havde besluttet sig for at indlemme i startopstillingen.

England begyndte slutrunden med en storsejr på 6-2 over Iran, men noget sværere blev det mod USA, hvor det kun blev til et enkelt point, men til gengæld masser af kritik.

Der er dog én ting, som bekymrer Newcastle-stjernen, der ellers er kendt for at være noget af en frisparkskonge.

Bolden er nemlig for let, siger Trippier, og det gør det svært at kreere de perfekte dødbolde. Den engelske landsholdsspiller er dog også godt klar over, at forholdene er ens for alle.

– Hver gang, jeg har følt bolden, har jeg noteret, at bolden er en smule anderledes, men det er i virkeligheden ikke en undskyldning.

– Det føles, som om, at hvis man lægger for meget kraft i skuddet, så flyver bolden bare væk. Men det er ens for alle. Vi træner med de samme bolde. Det er fodbold, er det ikke, spørger Trippier retorisk i interviewet med The Guardian.

Englands Marcus Rashford scorede det første frisparksmål ved VM-slutrunde i sejren over Wales tirsdag.

Dermed blev han den blot tredje engelske spiller til at score på direkte frispark ved en VM-slutrunde. Det har kun David Beckham og Kieran Trippier prøvet før.

I Marokkos noget overraskende sejr over Belgien i søndags, så det i første omgang ud til, at Abdelhamid Sabiri havde scoret turneringens første frispark, men senere blev frisparksscoringen omstødt, og den tilfaldt i stedet Romain Saiss, der altså lige akkurat fik en fod på afleveringen.

Trippier startede som bekendt på bænken i Englands 3-0-sejr mod Wales, men blev skiftet ind i anden halvleg. Dermed er englænderne videre til ottendedelsfinalen, hvor Senegal yder modstand.

 
Annonce