Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Eriksen ser frem til at spille på Wembley

Af Pelle Rigtrup
19.08.2017 Kl. 06:39
Tottenham har ikke just den bedste statistik på Wembley, men klubbens danske kreatør mener ikke, at det har den store betydning.

Tottenham var i sidste sæson forrygende hjemme på White Hart Lane, hvor man ikke tabte én eneste ligakamp. I indeværende sæson har man dog hjemmebane på Wembley, mens klubbens nye stadion bygges, og mange mener, at det kan få stor betydning for Spurs' sæson. 

London-klubbens statistik på Wembley er nemlig ikke just imponerende, da man blot har vundet to af de seneste 10 kampe på nationalstadionet, men det har ikke den store betydning for klubbens danske playmaker, Christian Eriksen, der ser frem til klubbens første Premier-League kamp på det 'nye' stadion i weekenden, når Chelsea kommer på besøg: 

– Hele holdet ser frem til at spille der. Det er et nyt kapitel for os. I de første par kampe skal vi lige vænne os til atmosfæren og banen, men når kampen fløjtes i gang, vil det næsten være det samme. De samme modstandere og det samme hjemmepublikum, selvom der vil være flere tilskuere end på White Hart Lane. 

– Vi ser frem til det med en god følelse. Vi spillede der sidste sæson i Europa, og vi har også spillet et par pre-season kampe på stadionet. 

Danskeren mener ikke, at man skal lægge for meget vægt i klubbens tidligere meritter på Wembley, da det blot er en fodboldbane som alle andre: 

– Det handler mest om det mentale, men vi er overbeviste om, at vi kan gøre det bedre end tidligere på banen. 

Tottenham tager hul på deres nye hjemmebane på søndag kl. 17.00, hvor lokalrivalerne fra Chelsea venter. De to hold tørnede senest sammen på Wembley i foråret, og her trak The Blues sig sejrrigt ud af FA Cup-semifinalen med en 4-2 sejr.  

Annonce