Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Her er VM-slutrundens fem bedste spillere indtil videre

Af Morten Bruun Jørgensen
29.11.2022 Kl. 13:41
Vi har kigget nærmere på de fem bedste spillere indtil videre ved VM-slutrunden.

Alle nationer har nu spillet to kampe ved VM i Qatar, og derfor er der mulighed for at gøre status.

Vi har derfor forsøgt at lave den enormt svære øvelse og udpege de fem spillere, der indtil videre har præsteret bedst ved slutrunden.

5. Adrien Rabiot (Frankrig)
Det er ganske imponerende, hvordan Rabiot har taget taktstokken på den franske midtbane i fraværet af både N’Golo Kanté og Paul Pogba. Han har været en af turneringens bedste spillere efter gode præstationer mod både Australien og Danmark. Det er et godt tidspunkt at præstere på, for han har kontraktudløb til sommer.

4. Enner Valencia (Ecuador)
Det er simpelthen utroligt, hvordan han formår at dukke op til slutrunder og præstere for sit land. Han har været helt afgørende for Ecuador indtil videre, og det sydamerikanske land står nu med en god mulighed for at gå videre fra gruppen, og Valencia er også i spil til turneringens topscorer.

3. Lionel Messi (Argentina)
Han har scoret i begge de to første kampe, og især mod Mexico viste han høj klasse, hvor han også spillede en rolle i Enzo Fernandez’ flotte mål. Generelt har han taget stort ansvar for et argentinsk mandskab, som ikke har haft det helt let, og det har han gjort med bravour.

2. Bruno Fernandes (Portugal)
Det kan godt være, at han ikke har været fuldstændig forrygende for Manchester United i denne sæson, men han har godt nok været god for Portugal, hvor han har været meget afgørende i begge kampe med mål og assists. Han er blevet den vigtigste spiller for Fernando Santos.

1. Kylian Mbappé (Frankrig)
Det er godt nok svært at komme uden om den franske verdensstjerne som turneringens bedste spiller indtil videre. Han lagde ud med en flot kamp mod Australien, hvor han scorede en gang, inden han afgjorde kampen mod Danmark med sine to mål. Han har været ustoppelig indtil videre.

Boblere: Theo Hernandez, Wojciech Szczesny, Casemiro, Richarlison, Mohammed Kudus

Annonce