Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Hjulmand og Møller frygter ikke for svigtende opbakning til landsholdet

Af Morten Bruun Jørgensen
01.12.2022 Kl. 07:54
Hverken Kasper Hjulmand eller Peter Møller er bange for, at opbakningen til landsholdet formindskes efter VM-fiaskoen.

De seneste par år har det danske herrelandshold i fodbold oplevet en enorm opbakning fra den danske befolkning, og det kulminerede i høj grad under EM-slutrunden i sommeren 2021.

I Qatar blev semifinalepladsen dog imidlertid langt fra fulgt op, da det sluttede med en meget skuffende exit allerede i gruppespillet.

Samtidig har der kun været ganske få danske tilskuere i Qatar, og derfor blev der spurgt ind til, om landsholdet frygter, at opbakningen nu vil vende.

– Det er vigtigt, at vi ikke tager vores gode resultater for givet. Der ligger hele tiden noget på vores bord for at forbedre os. Der er stadig enorm stor opbakning til holdet, og jeg er sikker på, at det fortsætter, sagde Kasper Hjulmand.

Samme opfattelse var fodbolddirektør Peter Møller af.

– Det håber og tror jeg ikke. Jeg frygter det heller ikke. Jeg har stor tillid og tiltro til, at opbakningen stadig er der, lød det fra Møller.

I afrundingen af det danske pressemøde sagde Kasper Hjulmand desuden tak for den opbakning, som landsholdet havde mødt i Qatar, hvor han dog gerne havde set flere tilskuere.

Annonce