Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Pellegrini: Chelseas sæsonstart motiverer os

Af Søren Nørgaard
22.09.2018 Kl. 09:40
West Ham-manager Manuel Pellegrini mener, at Chelseas flotte sæsonstart vil motivere hans spillere forud for klubbernes møde denne weekend.

West Ham fik sæsonens første sejr, da de i sidste weekend slog Everton 3-1 på Goodison Park. Søndag skal holdet forsøge at få sæsonens første sejr på hjemmebanen London Stadium, men det bliver langt fra en overkommelig opgave for Manuel Pellegrinis mandskab.

The Hammers skal nemlig op mod London-rivalerne fra Chelsea, der i modsætning til West Ham har fået en perfekt sæsonstart med lutter sejre. Manuel Pellegrini mener imidlertid ikke, at sæsonstarten får den store betydning for selve kampen. Han er dog sikker på, at hans spillere er ekstra motiveret:

– Jeg ved godt, at der i London er flere lokalopgør i løbet af en sæson. Vores første er mod Chelsea, der ligger i toppen af tabellen, og det motiverer os endnu mere til at slå dem, siger den argentinske manager og tilføjer:

– Det er svært at få en bedre sæsonstart, end den Chelsea har fået. Men hver kamp er forskellig og vi skal spille med en selvtillid og tro på egne evner, ligesom vi skal være godt organiseret defensivt, fordi de har dygtige spillere, lyder det til slut fra West Ham-manageren.

West Ham og Chelsea tørner sammen søndag.

Annonce