Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

PL-dansker savner dansk mad: Fejrede landsholdsudtagelse med stegt flæsk

Af Morten Bruun Jørgensen
19.03.2019 Kl. 14:16
Philip Billing valgte at fejre landsholdsudtagelsen med at spise stegt flæsk i persillesovs i København.

Siden efteråret 2013 har Philip Billing opholdt sig i England, fordi danskeren har været på kontrakt hos Huddersfield. På den måde har danskeren haft lang tid til at vænne sig til den mad, der bliver spist i England. Det engelske køkken bliver dog aldrig en favorit.

I stedet er det stadig den danske mad, som Huddersfield-profilen holder af, og det kom til udtryk søndag aften, hvor han fejrede udtagelsen til det danske landshold ved at spise en klassisk dansk ret i København.

– Jeg havde lige et par fridage, og det første, jeg havde lyst til, var lige stegt flæsk i persillesovs, så det skulle jeg have. Det var dejligt, og det var godt med noget dansk mad, det går jeg og savner ovre i England, siger Philip Billing til tipsbladet.dk.

Den 22-årige midtbanespiller er for første gang udtaget til det danske landshold, og torsdag aften har han mulighed for at få debut, når Danmark møder Kosovo i en træningskamp.  

Annonce