Risikerer at blive afvist ved grænsen: Ighalo tager ikke med på træningslejr
Det er ikke en nem start, Odion Ighalo får i Manchester United.
Angriberen kom pludselig til klubben på en lejeaftale i absolut sidste øjeblik, og efterfølgende har han trænet som en gal for at blive klar til at tage kampen op om en startplads. Men han får ikke en chance for at bevise sig selv på den kommende træningslejr.
Ole Gunnar Solskjær har således bekræftet, at den nigerianske angriber ikke rejser med til Marbella i Spanien af frygt for, at han ikke vil blive tilladt at rejse tilbage til England igen.
Det sker af frygt for coronavirussen, der kan betyde, at Englands grænser vil være mere strikse. Odion Ighalo viser ingen tegn på at være ramt, men han har opholdt sig i Kina, mens udbruddet har været i gang.
– Odion bliver i Manchester, for vi er ikke sikre på, om han får lov til at komme tilbage til England, hvis han forlader landet igen. Så han bliver tilbage her og arbejder med en personlig træner, individuelle programmer, og så kan hans familie vænne sig til England, fortæller Solskjær ifølge London Evening Standard.
I går kom det frem, at angriberen har trænet to gange om dagen for at forberede sig til tilværelsen i Manchester United. Læs den historie her.