Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Rundens Hold: 6. Runde

Af Nikolaj Birk
21.09.2015 Kl. 15:19
Premier Leagues sjette runde er netop afsluttet, hvilket endnu engang betyder en ny udgave af Rundens Hold udvalgt af skribenterne på PLBOLD.DK. I denne ombæring finder man spillere lige fra Chelsea til Watford. Holdet er linet op i en stærk 4-3-3 formation, hvor den unge Martial bl.a. er at finde i angrebet.

Adrian – Den spanske målmand kan mere eller mindre takkes for, at West Ham fik en sejr med hjem fra Manchester City. Målmanden hev flere sublime redninger frem i slutminutterne, hvor værterne pressede på.

Toby Alderweireld – Tottenham fik en stærk sejr i hjemmekampen mod forstærke Crystal Palace, og meget af dette kan man takke den belgiske forsvarskonstellation Toby Alderweireld og Jan Vertonghen for. Førstnævnte var dog bedst af de to, og satte ikke en fod forkert i kampen, hvor han havde helt styr på Bakary Sako og resten af Crystal Palace-holdet.

Kurt Zouma – I sidste års mesterskabssæson for Chelsea var det John Terry og Gary Cahill, som var det foretrukne par i det centrale forsvar. Det er det ikke i denne sæson, hvor Kurt Zouma har overtaget en af de to pladser. Lørdag scorede han til 1-0 i kampen mod Arsenal og var generelt solid.

Alberto Moreno – Liverpools bedste spiller i det skuffende 1-1 opgør mod Norwich. Lagde en flot assist til Danny Ings mål. Med en flot præstation har han formentlig vundet pladsen på venstrebacken tilbage fra sommerindkøbet Joe Gomez.

Matt Ritchie – Den skudstærke kantspiller var alle vegne, da Bournemouth komfortabelt besejrede Sunderland på Vitality Stadium, og kronede indsatsen med rundens utvivlsomt bedste mål, da han bragede en langskudsflugter op i krydset. Flot indsats af skotten.

Kevin De Bruyne – Nok led de lyseblå sæsonens første nederlag mod West Ham, men den belgiske nyerhvervelse De Bruyne var hjemmeholdets bedste, og havde en fod med i stort set alle holdets bedste offensive tiltag. Havde tilmed også sidste fod på Citys enlige scoring.

Heung-Ming Son – Koreaneren har fået en kometstart på sin Premier League-karriere, og var nok engang det bedste offensive indslag, som Spurs havde at skyde med. Afgjorde også opgøret mod Palace, da han tyve minutter før tid scorede kampens eneste mål.

Odion Ighalo – Oprykkerne Watford ligner en spændende tilføjelse til ligaen, og dette ikke mindst takket være den giftige angriber, Ighalo. Nigerianeren scorede for anden kamp i træk, og denne gang to af slagsen, da Watford hentede sin anden sejr i træk, og han var en konstant trussel mod det vaklende Newcastle-forsvar.

Graziano Pellé – Godt nok blev det ikke til point for Pellé og Saints, men den lange frontløber nettede to gange mod De Røde Djævle, og kunne have kronet indsatsen med et hattrick. Manchester United kunne slet ikke tøjle italieneren, der var en af banens bedste på St. Mary’s.

Anthony Martial – Den unge franske komet scorede to gange i sin første Premier League-start, og var livlig kampen igennem. Martial var iskold foran kassen, arbejdede stenhårdt og viste prøver på sit unægteligt meget store talent. Gode takter af Martial.

Annonce