Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Southampton er klar til at gå i retten med Atletico

Af Redaktionen
05.07.2015 Kl. 19:30
Flere spanske - og engelske medier skriver her til aften, at Southampton er klar til at slæbe Atletico Madrid i retten for at sikre sig Toby Alderweireld.

Tidligere på dagen skrev vi historien om, at den respekterede italienske fodboldjournalist, Gianluca Di Marzio erfarer, at Tottenham Hotspur er blevet enige med Atlético Madrid omkring en pris på Alderweireld.

Men nu er der malurt i bægeret for Spurs. Tror man Daily Mail, AS og flere andre medier her til aften, så er Southampton nemlig sikre på, at kontrakten med Atletico Madrid (fra lejeaftalen i den forgangne sæson) tillader dem at skrive under med den belgiske midterforsvarer fremfor alle andre. Ifølge Southampton, så har Atletico desuden ikke frasagt sig den frikøbsklausul, som der var i lejeafalen, i tide.

Southampton havde i sidste sæson lejet Toby Alderweireld i Atlético Madrid, og den belgiske landsholdsspiller opnåede stor succes for Ronald Koemans tropper på St. Mary's, der nu ønsker at tilknytte spilleren permanent.

Dermed kan Southampton, ifølge eget udsagn, skrive under med Alderweireld for omkring 75 millioner kroner. Atletico kunne have betalt 17 millioner kroner og have annulleret den del af aftalen, men det skulle ikke være sket, hvorfor Spurs altså ikke kan købe Alderweireld fra Atletico Madrid.

Dermed menes det, at hvis dagens rygter om enighed imellem Tottenham og Atletico taler sandt, så skulle Southampton være klar til at gå rettens gang med Atletico for at få Alderweireld til klubben.

Ronald Koeman fastslog så sent som i slutningen af juni, at selvom der endnu ikke var afklaring i sagen, var det planen at beholde den 26-årige midtstopper.

Alderweireld begyndte sin karriere i Ajax Amsterdam, hvor han vandt ligaen tre gange og blev en favorit i den hollandske hovedstad. I 2013 skiftede han de trygge rammer ud med Atletico Madrid, hvor han vandt La Liga og nåede hele vejen til finalen i Champions League i sin første sæson med klubben.

Annonce