Top 10: De mest kreative i Premier League
Vi har set på alle de kreative spillere i Premier League og kommet frem til en top 10. Se listen nedenfor og begrundelserne for vores valg:
1. Luis Suarez
Den uruguayanske spydspids er noget for sig selv – en spiller med enorm vindermentalitet og ikke mindst gudsbenådede kvaliteter. Han er, hvis ikke den eneste, en af de få i Premier League, der kan afdrible flere modstandere med ét enkelt træk. Han har også fået en anden rolle efter Daniel Sturridges ankomst, hvor han er kommet længere ned i banen og har fået en mere fri rolle. Det giver ham bedre muligheder for at deltage i opspillet og er også blevet bedre til at lave de chanceskabende aflevering til sine medspillere, end han før har været. Han er uden tvivl den mest kreative spiller i Premier League.
2. Juan Mata
Denne spanske boldekvilibrist er også en fodboldspiller i absolut særklasse. Juan Mata tilhører uomtvisteligt verdenseliten. Hans boldbehandling er helt exceptionel god, og han har et eminent blik for spillet. Han kan sagtens placeres ude på kanten, hvorfra han så vil trække ind i banen med sit giftige venstreben, men han opererer klart bedst i 10’er-positionen. Mata tog Premier League med storm fra start, og han er blevet anerkendt for sin vision og tekniske kunnen, som har været hjørnestenene bag spektakulære scoringer og dødbringende afleveringer til sine medspillere. Han har igennem to år dikteret Chelseas offensiv og været hyldet som klubbens vigtigste og bedst spillende mand. Alligevel er han ikke foretrukket i den klassiske 10’er-rolle under José Mourinho, og hvordan kan det så være? Svaret finder man ganske enkelt i, at portugiseren foretrækker en mere bevægelig og arbejdsom spillertype i sit spilsystem, men det ændrer ikke på, at han er en af ligaens største kreatører.
Se også: Mourinhos vilde jubelscene
3. David Silva
Vi var meget i tvivl om, hvem der skulle være på henholdsvis anden- og tredjepladsen, men vi valgte Mata og Silva, da Chelseas spanske kreatør har langt bedre statistikker end Silva. Siden sin ankomst til Manchester City i 2010 står han noteret for 20 mål og 49 assists. Silvas overblik er eminent, og man bliver tit overrasket over hans chanceskabende afleveringer, som ofte fører til mål. Det er sjældent man ser, at han ikke har haft en fod med i spillet, når Manchester City scorer. Spillet skal gå igennem ham, og det er der selvfølglig en grund til. Manchester City får med stor sikkerhed tre point, når han har en god dag.
4. Mesut Özil
Forventningerne er kolossale til en mand, der har kostet omtrent 400 mio. kr., men den tyske dynamo har allerede efter få kampe vist, hvad Arsenal-fansene har i vente. Özil leverer nøgleafleveringer på samlebånd, og man kan allerede se takterne i London-klubben, selvom han først skal spilles ordentligt ind på holdet. Han har en eminent boldføling og fornemmelse for spillet, og så er han også utrolig pasningssikker og kan arbejde i små rum. Nu er han lige kommet fra Real Madrid, hvis spillestil er meget omstillingsbaseret, og nu skal han så integreres på et Arsenal-mandskab, som har en klar filosofi om at fastholde bolden, og derfor skal han muligvis vende sig til at være mere tålmodig i sin boldomgang, men hans kreative evner er så store, at det kun er et spørgsmål om tid, før han rigtigt vil ‘shine’ igennem hos Arsenal.
5. Santi Cazorla
Spanieren ankom til Emirates sidste sommer og er allerede en favorit blandt Arsenal-supporterne, som især skyldes de 12 Premier League-mål og mange assists, han lavede i sidste sæson. Efter Mesut Özils ankomst er Arsenal ikke så afhængige af Cazorla i opbygningsspillet, som han hidtil har været. Faktisk har han fået en tendens til at trykke af fra distancen lidt mere, end det tidligere har været vant. Han er dog også en kreatør for naturens side, som bliver vigtig, når Özil, som spiller førsteviolin, løber tør for idéer. Cazorla har en ekstraordinær og toneangivende rolle at spille i Arsenals opbyggende fase, og han viste adskillige gange sidste år, at han er en nøgleaktør på holdet.
6. Philippe Coutinho
Liverpools lille brasilianer har et teknisk repertoire, der ikke overgås af mange i verden, og så er han helt og aldeles fremragende i kombinationerne og kan lide at arbejde i små rum. Han er driblestærk, hurtig og har et enormt bevægelsesmønster på grønsværen. Han gør spillet mere dynamisk og tempofyldt. Coutinho har taget hul på dette års udgave af Premier Leauge med overbevisende præstationer, og forventningerne er blevet tårnhøje til ham. Coutinho kan blive et fantastisk aktiv for Liverpool i år, og hans rolle som kreatør for Liverpool er vigtig i bestræbelserne på at ende i toppen i år.
7. Yaya Toure
Den store ivorianer har en kæmpe indflydelse for Manchester City, som har haft det meget svær i hans fravær, når han eksempelvis er taget til African Nations Cup. Det skyldes hans kreativitet på den centrale midtbane. Han er god til at iscenesætte sine medspillere og kan også skabe noget på egen hånd, da han, trods sin størrelse, er hurtig på fødderne og kan afdrible flere spillere.
Top 10: De mest kreative i Premier League
8. Eden Hazard
Denne belgiske superstjerne startede som lyn og torden for Chelsea i sidste sæson og toppede i lange perioder assist-listen i Premier League, og han er nærmest kun blevet bedre. Talentet er indiskutabelt enormt, og han er selvskrevet til startopstillingen, selvom Mourinho har rigeligt at offensivspillere at vælge imellem. Hazard har et knaldhårdt spark og kan bruge begge ben, og så er han en af ligaens bedste spillere i en-mod-en-situationer. Han er målsøgende, ærgerrig og hurtig som et lyn. Den 22-årige landsholdsspiller indgår endvidere fremragende i kombinationsspillet, og så skaber han ravage og forvirring i modstanderens forsvar, når han frækt finder på at bytte position med Oscar undervejs i kampene. Selvom Hazard nærmere er kantspiller end 10’er, så er han et af Chelseas største aktiver på det kreative plan.
9. Oscar
Han blev hentet til Chelsea sidste sommer og har taget Chelsea-supporterne med storm. Man ser ofte, at sydamerikanere skal vænne sig til den engelske spillestil, men det skulle Oscar ikke bruge lang tid. Hans hurtige fødder og en god føling med bolden samt en fremragende sans på spillet gør ham til en utrolig kreativ spiller.
10. Steven Gerrard
Steven Gerrards touch og hurtighed er milevidt fra de ni ovenstående spillere, men alligevel er der plads til ham på denne liste af Premier Leagues største kreatører. ‘Captain Fantastic’, som han bliver omtalt i folkemunde i og omkring Merseyside, er en elsket mand i Liverpool, og det er med rette. Han har igennem utallige år dikteret spillet på midtbanen i klubben og har med stor vilje og fighter-instinkt vist fodboldverdenen, hvor langt man kan nå med den rette indstilling. Selvom Gerrard ikke er en lige så sprudlende spiller som hans konkurrenter på denne liste, så går Liverpools angreb og mål oftest igennem holdets 8’er. Han har selv et fantastisk spark og er altid garant for en god håndfuld mål for hver sæson, og så har han tit og ofte en afgørende fod med i Liverpools mål.
Boblere: Paulinho, Jack Wilshere, Christian Eriksen, Hatem Ben Arfa, Michu og Shinji Kagawa


