Stor bonus: Så meget tjener Eriksen på CL-kvalifikation
Manchester United ligger i øjeblikket lunt i svinget til at kvalificere sig til næste sæsons Champions League.
Klubben befinder sig på fjerdepladsen, der som bekendt er lig med Champions League-kvalifikation, og der er hele seks point ned til nærmeste forfølger i form af Tottenham. Dertil kommer, at De Røde Djævle har to kampe i hånden.
Og det kan sagtens betale sig for Erik ten Hags tropper at give den en skalle i den resterende del af sæsonen, for rundt om hjørnet venter der en bonus, hvis klubben kvalificerer sig til Champions League.
LÆS OGSÅ: Midtstopper forlænger med United
Således kan spillerne, hvis kvalifikationen til Champions League bliver en realitet, se frem til at få udbetalt 20 procent mere i løn fremover. Det skriver Daily Mail.
Sidste sommer fik United-spillerne reduceret lønnen med 25 procent, da det ikke lykkedes at kvalificere sig til Champions League.
Lønstigningen gælder dog også for de nye signings, der ankom sidste sommer, så nogen kan juble mere end andre.
Ifølge Spotrac tjener Christian Eriksen 66 millioner kroner om året hos Manchester United, og hvis klubben kvalificerer sig til Champions League, vil han kunne se frem til 79 millioner kroner om året.
David de Gea er på vej mod en ny kontrakt, der vil indeholde en lavere løn, så han får sandsynligvis ikke del i bonussen. Det vil betyde, at Jadon Sancho fremover er Uniteds bedst betalte spiller. Han tjener 155 millioner kroner hver sæson. En løncheck, der som følge af bonussen i stedet vil lyde på 186 millioner kroner årligt.
LÆS OGSÅ: Erik ten Hag bekræfter transferplaner
LÆS OGSÅ: Afvist bud på 323 millioner – nu forsøger Chelsea igen