OFFICIELT: Sam Allardyce er tilbage i Premier League
Sam Allardyce – 'Big Sam' – er tilbage i Premier League.
I hvert fald for en kort stund, da han overtager managersædet i Leeds for resten af sæsonen.
Det offentliggør Premier League-klubben på sin hjemmeside.
Leeds kunne tidligere i dag også offentliggøre afskedigelsen af Javi Gracia, der blot skrabede ét point sammen i sine sidste fem kampe for klubben. Klubben indkasserede i den forbindelse 18 mål.
68-årige Allardyce har ikke været ansat i en klub, siden han forlod West Bromwich i 2021, men han har tidligere reddet Sunderland og Crystal Palace fra potentiel nedrykning.
Den tidligere Premier League-manager kan blandt andet også skrive klubber som Bolton, Newcastle, Blackburn, West Ham, Everton på CV'et, mens han også har været engelsk landstræner.
Leeds' sæsonafslutning består af kampe mod Manchester City, West Ham, Newcastle og Tottenham, så Allardyce tildeles ikke de bedste vilkår.
Til gengæld kan han se frem til en stor millionbonus, hvis han redder Leeds fra den faretruende nedrykning – læs mere her.
Leeds ligger på 17.-pladsen, og man er á point med Nottingham Forest, der ligger under stregen. Sam Allardyces første opgave i jobbet bliver en svær udekamp imod Manchester City.