Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Premier League-legenden Shearer: Derfor scorer Højlund ikke mål

Af Emil Plovgaard
24.12.2023 Kl. 12:57

Rasmus Højlund har endnu ikke scoret et mål for Manchester United i Premier League.

Mens det er blevet til fem scoringer i seks Champions League-kampe, gik danskeren fra banen uden at score i sin 14. Premier League-kamp i træk, da De Røde Djævle lørdag tabte 2-0 til West Ham.

Og Premier League-legenden Alan Shearer, der ikke havde problemer med at finde vej til netmaskerne i sin tid som angriber i Premier League, giver nu en mulig – måske logisk – forklaring på, hvorfor det halter for Højlund.

Hans medspillere afleverer simpelthen ikke til ham.

– Antony til Højlund. Seks afleveringer i fem kampe i hele sæsonen. Garnacho – fem afleveringer (til Højlund, red.).

– Det skulle gerne ske i hver kamp. Eller i fem eller seks kampe.

– Vi kan se, at der er noget helt forkert, og de kommer aldrig til at score mål, før de får løst det, siger Shearer til TNT Sports.

United-legenden Paul Scholes mente også, at Antony og Garnacho bærer en del af skylden for Uniteds målfattige offensiv.

– Den store bekymring for mig er angriberen.

– Vi skaber ikke chancer til ham (Højlund, red.). Jeg ved, at han har scoret fem gange i Champions League, men han har endnu ikke scoret i ligaen. Han har ikke fået en rimelig chance i aften, og jeg mener heller ikke, han fik det mod Bournemouth i lørdags.

– Det er en stor bekymring, for hvor skal målene komme fra? Man forventer kreativitet fra kantspillerne, Antony og Garnacho, men de er ret selviske.

– Det er ikke spillere, som kigger op og orienterer sig. Det er spillere, som kun tænker på at score deres egne mål, lyder det fra Scholes.

Annonce