Skuffede fans: Arsenal hæver prisen på svinedyre billetter
Arsenal har meddelt klubbens fans, at prisen på sæsonkort til næste sæson kommer til at stige.
I forvejen har The Gunners nogle af de højeste billetpriser i Premier League, og Arsenal Supporters’ Trust er da heller ikke særlig tilfredse med, at klubben nu skruer yderligere op for prisen.
– Vi er skuffede over, at Arsenal har valgt at afvise vores anmodning om at fryse billetpriserne, fordi klubben vil profitere af at spille flere hjemmekampe næste sæson, skriver Arsenal Supporters’ Trust i et statement.
– Arsenal er garanteret at spille mindst en kamp mere i Europa næste sæson, da Champions League- og Europa League-gruppespillene udvides. Det kan endda sagtens blive to kampe mere, da en ekstra knockout-runde bliver introduceret.
– Vi havde håbet at den ekstra omsætning, som disse kampe vil generere, ville betyde, at Arsenal kunne formindske den årlige prisstigning.
– Disse forslag betyder, at en fan, der køber et sæsonkort til Arsenals kampe i 2024/25-sæsonen, skal betale omkring ti procent mere end i denne sæson.
Mbappé slår rekord: Verdens vildeste signing-on fee
– Denne type stigning er unødvendig på et tidspunkt, hvor klubbens omsætning fra tv-rettigheder og kommercielle aftaler vil stige med op til 1,3 milliarder kroner over to sæsoner. I denne sæson forventes det også, at omsætningen lyder på 4,3 milliarder kroner, lyder det fra Arsenal Supporters’ Trust ifølge The Telegraph.
Et sæsonkort hos Arsenal kan i denne sæson koste mellem 2.881 kroner og 16.497 kroner. Kun Fulham og Tottenham har sæsonkort, der er dyrere end The Gunners. Med i prisen for et sæsonkort hos Arsenal fulgte de tre hjemmekampe i Champions League-gruppespillet.
Til sammenligning koster det dyreste sæsonkort hos Liverpool 7.711 kroner, mens Manchester United maksimalt tager 8.764 kroner for et sæsonkort. Det viser en opgørelse, som The Athletic har lavet.