Transferrekord på vej: PL-topklubber vil have englænder
Lige nu er Aaron Wan-Bissaka den dyreste spiller, som Crystal Palace har solgt, men det kan der meget vel blive lavet om på til sommer.
For her regner Crystal Palace med at skulle sælge Marc Guéhi, og ifølge The Telegraph bliver englænderen dyrere end Wan-Bissaka.
Prisen kan overstige 436 millioner kroner, og det vil være et rekordsalg for Crystal Palace.
Interessen for den engelske landsholdsspiller er ganske stor, og det kan være med til at presse prisen yderligere op.
Liverpool, Manchester United, Arsenal, Tottenham og Chelsea er alle blevet meldt interesserede i den 23-årige midterforsvarer.
Medie: Tre PL-klubber jagter Jonas Wind
På nuværende tidspunkt er Guéhi ude med en knæskade, og han kæmper lige nu en kamp for at komme tilbage på banen inden sæsonafslutningen. Han drømmer nemlig om en udtagelse til det engelske landshold til sommerens EM-slutrunde.
Guéhi har spillet ni landskampe for England, og han har været en fast del af truppen på det seneste. Han kommer dog til at misse den næste samling grundet sin skade.
Crystal Palace har i denne sæson formået at forlænge med en lang række af klubbens profiler, men altså ikke Guéhi, og derfor kan han nu forlade klubben til sommer for et rekordbeløb.
Guéhi skiftede til Crystal Palace fra Chelsea i sommeren 2021. Dengang betalte The Eagles lidt over 160 millioner kroner for ham.