Bænkevarmeren Eriksen udtaget: Men Hjulmand er bekymret
38 minutter i de seneste ni kampe for Manchester United. Alle de minutter faldt i en kamp mod Fulham den 24. februar.
Situationen for Christian Eriksen på klubholdet i Manchester United er ikke god. Slet ikke endda.
Den danske midtbanespiller er blevet reduceret til bænkevarmer for Erik ten Hags mandskab. Alligevel blev han tirsdag udtaget til det danske landshold.
Det skete dog ikke uden, at Kasper Hjulmand udtrykte en bekymring for Eriksens situation i det engelske.
– Det er en bekymring for mig for situationen, Christian er havnet i. Det er bestemt ikke optimalt.
– Vi håber meget, at det forandrer sig her i foråret, siger Hjulmand på et pressemøde tirsdag eftermiddag.
Se hele den danske landsholdstrup her
Set over hele 2024 har Eriksen fået to kampe for Manchester United – og i alt kun 95 minutter på banen.
Umiddelbart er der intet, der tyder på, at det kommer til at ændre sig. For Kobbie Mainoo og Casemiro udgør nu en fast central akse på midtbanen.
Derudover står både Sofyan Amrabat og Scott McTominay foran Eriksen i køen til spilletid. Desuden er Mason Mount også tæt på at gøre comeback efter en skadespause på fire måneder.