Ond stemning: Porto-træner beskylder Arteta for slemme ting
Bølgerne gik højt i sekunderne efter, at David Raya havde reddet Galenos straffespark kort før midnat tirsdag aften.
Arsenal-spillerne var ellevilde og løb jublende rundt på Emirates Stadium, men pludselig var der også sammenstød mellem hjemmeholdets spillere og Porto-spillerne.
Efterfølgende blev Porto-træner Sergio Conceicao spurgt ind til, hvad der førte til sammenstødet.
– Under kampen og mod bænken sagde han (Mikel Arteta, red.) på spansk, og jeg ved ikke, om det har noget med spanske managere at gøre, fornærmende ting om min familie, forklarede Conceicao ifølge ESPN.
– Mod slutningen sagde jeg, at han skulle fokusere på at træne sit hold, fordi de har mange individuelle kvaliteter.
Mikel Arteta har ikke selv direkte udtalt sig om beskyldningerne fra Porto-træneren, men ifølge ESPN afviser Arteta på det kraftigste at have sagt fornærmende ting.
Se det her: Arsenal foran på klassemål
Tilbage i april 2021 beskyldte Conceicao også den daværende Chelsea-manager Thomas Tuchel for at have sagt fornærmende ting. Han gjorde det også tilbage i oktober 2020, hvor Pep Guardiola stod på den anden side.
Arsenal endte med at gå videre til kvartfinalerne efter straffesparkskonkurrence.
Her endte Arsenal-keeper David Raya med at blive den store helt, da han nappede forsøgene fra både Wendell og Galeno.
I aften skal Dortmund, PSV, Inter og Atlético Madrid kæmpe om de to sidste pladser i Champions League-kvartfinalerne.