87 millioner: Manchester United kan blive straffet
Det kommer til at koste 87 millioner kroner for hver gang, at Manchester United ikke kvalificerer sig til Champions League over de næste ti år.
Ifølge The Times er det nemlig skrevet ind i den nye trøjesponsoraftale med Adidas, at tøjproducenten trækker 87 millioner kroner fra sit sponsorat for hver gang, at kvalifikationen misser.
Samlet set betaler Adidas hele 785 millioner kroner om året for producere Manchester Uniteds trøjer. Den nye aftale træder i kraft fra næste år og gælder over en tiårig periode.
Den erstatter den tidligere tiårige aftale, hvor Adidas har betalt 654 millioner kroner om året.
I den nuværende aftale bliver Manchester United kun straffet, hvis klubben to år i træk ikke kvalificerer sig til Champions League.
Til gengæld kan Manchester United også få udbetalt en bonus på 38 millioner kroner, hvis enten klubbens herre- eller damehold vinder Premier League, FA Cuppen eller europæiske turneringer.
Aktuelt er Manchester United på sjettepladsen i Premier League med otte point op til fjerdepladsen.
I denne sæson kan femtepladsen dog også ende med at give en Champions League-plads til næste sæson. Manchester United har seks point op til Tottenham, som dog har spillet en kamp færre.