Dansk komet: Vil elske at spille for Arsenal
Selvom Mika Biereth i snart tre år har været tilknyttet Arsenal, har han endnu ikke spillet en kamp for klubbens førstehold.
Han lægger dog slet ikke skjul på, at det er lige præcis dét, som han drømmer om.
– Det er ikke kun min drøm, men også millioner af andre menneskers drøm at spille for Arsenal. Konkurrencen har altid været hård, men den er nok hårdere end nogensinde nu, hvor de kæmper om Champions League og Premier League, siger han til bold.dk.
Lige nu er han udlejet til Sturm Graz i Østrig, men til sommer vil han forsøge at vise sig frem for Mikel Arteta.
– Så planen for mig er at tage tilbage og få en snak med dem, og så vil det være helt op til Arsenal. Jeg ville elske at spille for dem og være inde omkring deres førstehold, men fodbold er en hård verden.
Indtil videre har Biereth gjort en forrygende figur for Sturm Graz, hvor det i 11 kampe er blevet til otte scoringer og en assist.
Han fortæller desuden også, at den østrigske klub i januar forsøgte at købe ham i Arsenal, men at The Gunners afviste det.
Lige nu er han samlet med det danske U21-landshold.