Forhandlinger i gang: Liverpool-ejere vil købe fransk klub
Liverpool rykker nu et skridt tættere på at blive en del af et multiklub-samarbejde.
Klubbens nye fodbolddirektør, Michael Edwards, har haft det som sin ambition, at Fenway Sports Group, FSG, skal have flere bolde i luften.
Edwards har dog også mere presserende opgaver at give sig i kast med, såsom at finde en afløser for Jürgen Klopp og at forlænge med nogle af klubbens stjerner, herunder Virgil van Dijk.
Edwards slog dog i forbindelse med sin tilbagevenden til klubben fast, at det tiltaler ham, at klubben skal være en del af en forretning med flere klubber.
LÆS OGSÅ:
Rygtet til Liverpool: ‘Det er min drøm’
Det bliver ikke Xabi Alonso: Ny melding om Liverpools kommende manager
Liverpool-stjerne skadet: Landstræner er frustreret
Nu skal man bare have fundet ud af, hvem der skal indgå i samarbejdet, og her har man ifølge mediet Football Insider allerede udset sig en klub.
Således er klubben i forhandlinger med Toulouse, som den ønsker at købe helt.
De to klubber har allerede forbindelser til hinanden.
I forvejen ejer RedBird Capital 85 procent af den franske klub, mens firmaet har 11 procent af andelen i Liverpool.
De to klubber mødtes tidligere på sæsonen i Europa League, og visse betingelser skal opfyldes, før det kan lade sig gøre igen i fremtiden.
UEFA forbyder nemlig, at klubber med samme ejerskab mødes i den samme turnering som følge af mulige interessekonflikter.