Massiv nedgang: Her er Mbappés løn i Real Madrid
Kylian Mbappé forlader Paris Saint-Germain ved sæsonens afslutning.
Det offentliggjorde han fredag aften.
Længe har det været ventet, at han skriver under med Real Madrid i, hvad der vil være en af fodboldhistoriens største signings.
Ifølge den spanske sportsavis AS, bliver Mbappé den bedst betalte spiller hos Los Blancos, men han må alligevel tage imod en lønnedgang, som koster ham millioner.
Efter at have skrevet under på en lukrativ kontrakt med Paris Saint-Germain i 2022, tjener Mbappé angiveligt 45 millioner kroner om måneden før skat.
I alt bliver det til 537 millioner kroner om året, inden den franske stat skal have sin andel.
Mbappés løn i Real Madrid
I Real Madrid får han dog ikke samme løncheck udbetalt. Her vil han nemlig få udbetalt en løn på 187 millioner kroner om året.
Det bringer ham dog stadig op i toppen af Reals lønhierarkiet, hvor han overgår stjerner som David Alaba, Toni Kroos og Jude Bellingham. De tjener angiveligt 81 millioner kroner om året efter skat.
Ifølge den normalt velinformerede transferjournalist Fabrizio Romano er kontraktudspillet denne gang lavere, end dét, som Mbappe blev tilbudt i sommeren 2022.
Mbappé spiller søndag sin sidste kamp på PSG’s hjemmebane – Parc des Princes – hvor modstanderen er Toulouse. Fredag udgav han en følelsesladet video forud for opgøret, hvor han meddelte omverdenen sit farvel.
– Hej alle sammen, det er Kylian. Jeg ville tale med jer, indleder PSG-stjernen sin besked.
– Jeg har altid sagt, at jeg ville tale med jer, når tiden kommer, så jeg vil annoncere til jer alle, at det er mit sidste år i Paris Saint-Germain.
– Jeg vil ikke forlænge, og eventyret kommer til sin ende om et par uger. Jeg vil spille min sidste kamp på Parc des Princes på søndag.
– Der er mange følelser. Der er mange år, hvor jeg havde chancen og den store ære af at være en del af den største franske klub – en af de bedste i verden, sagde Mbappé fredag.
Læs også: Efter skandale: UEFA træffer stor beslutning