Medie: United-ikon har talt med Burnley
Ifølge det hollandske medie Voetbal International har Ruud van Nistelrooy haft samtaler med Burnley om at blive Vincent Kompanys afløser.
Den legendariske angriber skulle nu afvente svar fra Premier League-nedrykkerne, som har været uden cheftræner, siden Kompany rejste til Bayern München den 29. maj.
Voetbal International tilføjer, at Van Nistelrooy har flere muligheder. Tidligere har han også været sat i forbindelse med Leicester-jobbet, som dog nu ser ud til at gå til Steve Cooper.
Ruud van Nistelrooy startede sin trænerkarriere i PSV Eindhoven (U17), inden han blev angrebstræner for klubbens ungdomshold.
Herefter blev han ansat som assistenttræner under Guus Hiddink for det hollandske landshold til VM-slutrunden i 2014.
Dernæst fik han rollen som cheftræner for U19-holdet i PSV Eindhoven, hvis førstehold han overtog fra Roger Schmidt i marts 2022. Kort før sæsonafslutningen i 2022/23 valgte han dog at sige op, og siden da har han stået uden job.
Ruud van Nistelrooy blev noteret for 150 Premier League-kampe for Manchester United, hvor det blev til 95 mål.