United jagtede ham: Nu skifter han til Fulham
Manchester United kommer ikke til at slå kløerne i Sander Berge, for han skifter nu til Fulham.
Sådan lyder meldingen fra Fabrizio Romano og flere andre medier. Et skifte til Fulham er nemlig faldet endeligt på plads for den norske midtbanespiller.
Han er derfor også allerede i London, hvor de sidste ting skal ordnes, inden han kan blive præsenteret som ny spiller for Marco Silvas mandskab.
Fulham betaler i første omgang 175 millioner kroner for Sander Berge, mens Burnley kan få yderligere 44 millioner kroner over tid for den 26-årige nordmand.
Købet af den centrale midtbanespiller betyder formentlig også, at Fulham ikke kommer til at følge op på sin interesse i Scott McTominay.
Læs også: Christian Eriksen kan skifte til denne klub inden deadline
Dermed skal Manchester United også sælge den skotske landsholdsspiller til en anden klub, hvis han skal ende med at forlade De Røde Djævle i løbet af de næste ti dage, hvor transfervinduet er åbent.
Gennem de seneste uger havde Manchester United ifølge flere medier også vist interesse i Sander Berge – og sågar også budt på nordmanden. Han var dog aldrig klubbens førstevalg til den defensive del af midtbanen.
I stedet arbejder Manchester United stadig på at få Manuel Ugarte til klubben, mens Marco Silva nu kan glæde sig over at skulle arbejde med Sander Berge.