Gravesen har svært ved at forstå udtagelse
Generelt er der mange positive tilbagemeldinger på den danske landsholdstrup, men Thomas Gravesen er ikke helt oppe at ringe.
Viaplay-eksperten er nemlig sur over at se spillere, der ikke spiller, være en del af den trup på 23 spillere, som i dag er blevet udtaget.
Ifølge Gravesen er det nemlig et forkert signal at sende, at man kan blive udtaget til det danske landshold uden at have særlig mange minutter i benene.
– Jeg synes jo, at de skal spille på deres respektive klubhold. Jeg synes jo, at de skal gøre sig fortjent til at være på det danske A-landshold, siger Gravesen til Viaplay Sports News.
– Mange af de spillere, som sidder i udlandet og slet ikke spiller, at de kan blive ved med at få lov at blive udtaget. Det er svært at forstå.
Læs også: Her er den nye anfører på landsholdet
Hør hele interviewet med Thomas Gravesen i videoen øverst i artiklen, hvor han sætter nogle flere ord på udtagelsen.
Christian Eriksen har slet ikke været på banen i Manchester Uniteds første tre kampe i denne sæson.
Mikkel Damsgaard har fået to korte indhop i de første to Premier League-kampe for Brentford denne sæson. Samlet set er det dog kun blevet til 40 minutter for den kreative midtbanespiller.
24-årige Damsgaard har fortsat ikke scoret siden sit frisparksmål mod England i EM-semifinalen i juli 2021.