Henrykt stjernefrø: Det er megastort
Få har haft en bedre uge end Albert Grønbæk.
I torsdags fik den tidligere AGF’er landsholdsdebut i en kamp, hvor han var blandt banens bedste.
Og i går satte han så kronen på værket med endnu en pragtpræstation og en scoring foran et propfyldt Parken.
Læs også: Schmeichel efter turbulent periode: En velsmurt maskine
Danmark vandt 2-0, og Grønbæk har på bare få dage for alvor spillet sig ind i bevidstheden hos de danske landsholdsfans.
Offensivspilleren, der denne sommer skiftede Bodø/Glimt i Norge ud med franske Rennes, var da også selv godt tilfreds efter gårsdagens kamp.
– Det var en utroligt stor oplevelse. Det er noget, man har drømt om. En ting er at få debut, noget andet er at score mål for et fyldt Parken, så det er en kæmpe stor glæde, og det var meget specielt.
– Jeg havde selvfølgelig håbet på at få debut, og jeg havde håbet på, at jeg kunne vise mine kvaliteter og bidrage med det, jeg er god til. Men det er klart, at det at score mål er mega stort. Jeg er bare sindssygt glad for den måde, jeg har håndteret opgaven på, og glad for den måde, jeg er gået ind til det på, siger Albert Grønbæk til Viaplay.
Albert Grønbæk er startet på banen i alle Rennes’ foreløbige kampe i Ligue 1 i denne sæson.