Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Manchester United præsenterer gigantisk underskud

Af Morten Bruun Jørgensen
11.09.2024 Kl. 16:40

En milliard kroner. 

Så meget lyder det underskud, som Manchester United har præsenteret for 2023/24-sæsonen. 

Samtidig har Manchester United dog også været i stand til at generere sin højeste omsætning nogensinde. I alt 5,8 milliarder kroner lød omsætningen på. Alligevel kunne indtægterne ikke følge med udgifterne.

Manchester United har nu kørt med underskud i fem sæsoner på stribe. 

Set over de seneste tre sæsoner har Manchester United i alt haft et underskud på 2,2 milliarder kroner. Det er langt over det tilladte underskud på 927 millioner kroner. 

Alligevel holder Manchester United stædigt fast i, at klubben vil leve op til de økonomiske regler, som Premier League udstikker. 

For at leve op til reglerne skal Manchester United dog få en række væsentlige dispensationer, hvilket på ingen måde er uhørt. 

Læs også: Én ting forhindrede Eriksen-skifte

Den nye direktør reagerer

Manchester Uniteds nye administrerende direktør Omar Berrada er først tiltrådt i juli og har derfor ikke haft noget med regnskaberne at gøre. 

Han er dog nu kommet med en udtalelse i kølvandet på Manchester Uniteds kæmpe underskudsregnskab. 

– Det har været en travl opstart for klubben med succesfulde træningslejre for både vores herre- og kvindehold. Vi har styrket vores herrers førstehold med fem spændende spillere og fået skabt en ny struktur på ledersiden, som skal yde større støtte til vores manager, Erik ten Hag, siger Omar Berrada til klubbens hjemmeside

– Dan Ashworth blev ansat som sportsdirektør, og Jason Wilcox er kommet til som teknisk direktør. Det er to ekstremt erfarne og velansete personer, som vil styrke vores hold. 

– Vi tilføjede seks spillere til vores kvindehold, og vi investerer for at sikre, at alle vores hold har tilgang til verdensklasse træningsfaciliter på et fuldt renoveret Carrington. 

– Vi er også begejstrerede for at have forlænget vores partnerskab med Snapdragon efter en fantastisk start. Der er blevet tilføjet to år til den oprindelige kontrakt på tre år. 

Læs også: Forlader PSG og skifter til Manchester United

Fremtiden i Manchester United

– Mens jeg kommer ind i min nye rolle som administrerende direktør i denne historiske klub, er vi alle ekstremt fokuserede på at arbejde sammen for at skabe en lys fremtid, hvor succes på banen skal være grundstenen, lyder det fra Omar Berrada.

– Vi arbejder hen mod større økonomisk bæredygtighed og laver ændringer i vores processer for at gøre det mere effektivt og for at sikre, at vi retter fokus på at styrke vores præstationer på banen. 

– I dag annoncerer vi nye retningslinjer for regnskabsåret 2025, som afspejler en delvis årspåvirkning af de transformative omkostningsbesparelser og organisatoriske ændringer, som vi har haft travlt med at implementere i løbet af sommeren. 

– I sidste ende er Manchester Uniteds styrke drevet af vores passionerede og loyale fans. Vores klare mål er at vende tilbage til toppen af europæisk fodbold. 

– Alle i klubben er ombord på en klar strategi om at levere bæredygtig succes – både på og uden for banen. Det skal i sidste ende komme vores fans, aktionærer og vores mange interessenter til gavn, siger den administrerende direktør afslutningsvis. 

Seneste nyt

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce