Indlægget er forfattet af fodboldhistoriker og -forfatter Michael Kjærbøl

Næste PL-runde byder på et ”næsten-nabo” opgør mellem Aston Villa og Wolverhampton. Vil Unai Emery velkørende Villa løbe de gyldne ulve fra Molineux over ende, eller lykkes Cunha og co. med at få rettet lidt op på en særdeles skidt ligastart?

Aston Villas historiske ærkefjender er primært Birmingham City, sekundært West Bromwich Albion, men de to klubber kæmper som bekendt pt. i henholdsvis tredje- og næstbedste række, så selv om lørdagens dyst ikke er et ”ægte” derby, så er den det nærmeste vi kommer en strid imellem the Black Countries’ to stærkeste klubber lige nu. Der er trods alt ikke mere end en halv times kørsel på M6 fra Villa Park til Molineux Stadium, og de to kombattanter har haft mange tætte kampe gennem årene. Faktisk er lørdagens PL-konfrontation 137. gang de mødes.

Læs også: Katastrofen lurer: Manchester City kan blive smidt ud af ALLE turneringer

Første indbyrdes opgør fandt sted helt tilbage i 1886, og det blev en ren marathondyst, for der skulle hele 4 kampe i FA Cup turneringen til, før der kunne findes en vinder. Efter tre uafgjorte pokalkampe sejrede Villa i 4. forsøg med 2-0, og siden gik den traditionsrige og hæderkronede Birminghamklub hele vejen i verdens ældste cupturnering, og tog trofæet efter en finalesejr over rivalerne fra WBA på Kennington Oval i London.

Både Aston Villa og Wolverhampton Wanderers var blandt de oprindelige stiftere af den professionelle liga tilbage i 1888, og frem til 1906 mødtes de to klubber fast i 1. division, indtil Wolves dét år rykkede ned. Ulvene måtte en tur helt ned i 3. division, men vendte stærkt tilbage i 1932 og fejrede gensynet med naboerne fra Birmingham med en 3-1-sejr på boxing day. Derefter skiftedes man til at sejre i nogle særdeles målrige opgør i 1930’erne, fx blev det 4-3 og 5-2 til Wolverhampton i 1933 og 34, mens Villa tog en gedigen storsejr med en 6-2-sejr 1. juledag 1933. I dét opgør dominerede en flamboyant og farverig forward ved navn Tom ”Pongo” Waring.

Pongo er måske the Villains’ mest populære spiller gennem tiderne. Han var en helt speciel personlighed, der nogle gange benævnes som den ”originale Maverick” i engelsk fodbold. Maverick-typerne er kendetegnet ved uregerlighed og manglende disciplin, selvbevidsthed og ikke mindst blændende talent. De rebelske personligheder har delt vandene igennem årene. Hadet af dommere, managere og modstandere, elsket af egne supportere. Det er fællesnævner for aktører som George Best, Charlie George, nyligt afdøde Stan Bowles, Eric Cantona og mange flere igennem årene.

Tom Pongo Waring var helt sin egen. Forgudet af Villas tilhængere og lige akkurat accepteret af medspillere og klubbens ledere. Men hvor god var han? Statistikkerne taler næsten for sig selv. Som målscorer var han uforlignelig med 159 mål i 216 ligakampe. Han noterede sig også for 5 landskampe for England med 4 scoringer. Men formatet afspejles måske mest i dét faktum, at han kunne snige sig uden om at træne (hvilket han hadede af et godt hjerte) i årevis, uden at Villas officials greb ind. Pongo lavede sine egne disciplinære adfærdsregler og kunne finde på at kræve en målbonus 5 minutter før kickoff, under trussel af at nægte at spille, hvis ikke manageren kom op med tegnebogen. Ingen turde tage ham i skole, for Villa kunne ikke undvære ham. SÅ dygtig en fodboldspiller var han. Hvis man vil læse mere om denne unikke karakter, så kan jeg da anbefale undertegnedes spritnye ”40 Fantastiske fortællinger fra fodboldens moderland”.

Efter krigen tippede det indbyrdes styrkeforhold til Wolverhamptons fordel. 1950’erne blev en regulær storhedstid for automobilbyen Wolverhampton, der racede afsted med det engelske mesterskab tre gange i 1954, 58 og 59, og blev nummer 2 i ligaen i 1950, 55 og 60. Det smittede af på kampene mod Aston Villa, hvor Wolverhampton sejrede 8 gange i træk fra april 1957 til boxing day 1960. Ulvene havde et strålende hold med en af Englands allerstørste profiler, den blonde kaptajn Billy Wright i spidsen.

Wright var den første spiller i verden, der opnåede flere end 100 landskampe. Frem for noget var han ualmindeligt dygtig til at læse spillet. Som en moderne centerforsvarer formåede han ikke blot at neutralisere modstandernes spydspids, men også at agere konstruktivt og fremadrettet. Han indså at man besad en markant fordel, ved ikke blot at ”cleare” med lange spark, men i stedet at bygge modangrebene op fra bunden. Dette lod sig naturligvis kun gøre fordi Wright var komplet overlegen i duelspillet. Han brugte sjældent rå fysisk kraft, men forlod sig på evnen til at forudse spillet og placere sig med snuhed. Således kunne han i reglen komme først på bolden, eller blot pille den fra modstanderen og derefter sætte kontraangreb i værk. I de nærmest mytisk episke opgør mod Puskas og de mageløse magyarer i 1953 og 54 kom Billy dog til kort. Ungarn besejrede England som den første kontinentale nation på Wembley med 6-3, og i returopgøret i Budapest blev englænderne ydmyget med 7-1. Wright blev beskrevet som en brandbil i fuld fart der kørte rundt for at slukke brande, men hele tiden befandt sig i den forkerte ildløs.

I Wolverhampton er Billy Wright imidlertid den indiskutable all time klubhelt, og man kan såmænd også læse mere om ham i ”40 Fantastiske fortællinger fra fodboldens moderland”.

I nyere tid har begge klubber haft deres op-og nedture. Wolverhampton har været helt nede i 4. division og ”vende”, og Villa havde vanskeligt ved at følge op på mesterskabssuccesen og Europa Cup triumfen i henholdsvis 1981 og 82.

I 2016-18 mødtes Villa og Wolves i the Championship, men siden 2019 har de begge været fast inventar i Premier League.

I de seneste 10 indbyrdes opgør i PL har Wolves været bedst med 5 sejre og 3 uafgjorte. I marts 2024 vandt Villa dog med 2-0 på Villa Park, på mål af Diaby og Ezri Konsa.

Læs også: Newcastle vil sprænge lønrammen

I alle tiders statistikken har Villa også haft overhånden med 57 sejre mod Wolverhamptons 44. 35 af de i alt 136 indbyrdes kampe er endt uafgjort.