DBU foretrak én særlig ting ved ny landstræner
Er det en fordel at være dansker, når der skal udpeges en ny dansk landstræner?
Det svarede DBU-direktør Peter Møller på under torsdagens pressemøde, hvor Brian Riemer blev præsenteret.
Læs også: Derfor er DBU og Riemer et godt match
Her lagde Peter Møller ikke skjul på, at det danske fodboldforbund har foretrukket en landstræner med rødbedefarvet pas.
– Uagtet at vi har kigget ud over landets grænser, så har vores førsteprioritet hele tiden været at få en dansk træner. Og det har jeg også talt med spillerne om, sagde Peter Møller.
Brian Riemer kender en række af de danske landsholdsspillere fra sin tid i trænerverden.
– Jeg har haft en rigtig fortrolig snak med flere af dem fra anførergrupperne. Og de har kørt meget på det menneskelige aspekt.
– Vi er gået mere på, at de har ønsket, at ånden på landsholdet skulle bevares, lød det fra DBU-direktøren.
Brian Riemer har fået kontrakt med DBU frem til sommeren 2026.