"En sand lidelse": Neville udpeger Ten Hags skæbnekamp og største problem
7-0 til Liverpool, 4-0 til Crystal Palace, 4-0 til Brentford, 3-0 til Bournemouth, 6-3 til Manchester City og 3-0 til Sevilla.
Der har været rigeligt af store Manchester United-nederlag under Erik ten Hag.
Men ifølge Sky-eksperten Gary Neville var det 3-0-lussingen mod Tottenham den 29. september 2024, som udgjorde dråben, der fik bægeret hos ledelsen til at flyde over. Siden begyndte man at kigge efter en afløser, mens man ventede på det rette øjeblik til at fyre Ten Hag, hvilket kom efter søndagens nederlag til West Ham.
– Det var nok katalysatoren for dem til at starte med at tænke på en ny træner. Du ser på dem, som er tilgængelige, og så forsøger du at tænke på timingen. Du håber halvt på, at manageren kan vende det, men 99 ud af 100 gange er strømmen imod dig.
– De har valgt et øjeblik, som blev besluttet for et par uger siden. Det kom i går (søndag, red.), forklarer Neville.
Læs også: Sådan sammenlignes Ten Hags resultater
Ten Hag havde en ganske godkendt første sæson i United, som sluttede treer i 2023. Derefter gik det dog hastigt ned ad bakke. Klubben oplevede sin værste Premier League-sæson nogensinde, røg hurtigt ud af Champions League, og i denne sæson er problemerne fortsat i samme grad.
– Jeg synes, at manglen på identitet og stil er noget, som har været et mysterie i de seneste 2,5 sæson. Rekrutteringen har været elendig til tider, men jeg synes, at der er en gruppe af spillere, som kan spille bedre, end de gør nu. Manglen på stil har været det største problem. Det er en sand lidelse at se dem spille, og det har ikke ændret sig i de seneste 18 måneder, fortæller Neville.
Den tidligere assistent Ruud Van Nistelrooy overtager sædet midlertidigt, men Neville forventer ikke at se store ændringer på kort sigt hos United.
Læs også: Hvem skal afløse Ten Hag?