Klubben var advaret, da fodboldfan mistede livet
Det kostede en fodboldfan livet, at sikkerheden på Southamptons stadion ikke var på et tilstrækkelig højt niveau.
The Telegraph kan nu bringe historien om, at Southampton var blevet advaret om problemerne på St. Mary’s hele seks år i forvejen.
Sidste år kostede det fodboldfan Simon Oakley livet, da han faldt og brækkede ryggen på Southamptons hjemmebane.
Simon Oakley faldt ned ad ti betontrapper, da han kort før pause i en Championship-kamp rejste sig fra sin plads.
Familiemedlemmer til Simon Oakley har nu taget fat i politiet, fordi de er kommet i besiddelse af oplysninger om, at Southampton var klar over, at der var udfordringer med sikkerheden.
Læs også: Amorim-ansættelse skaber splittelse
Den lokale politiker Darren Paffey har også gjort det klart, at han nu vil kræve en forklaring fra både Southampton og politiet.
Simon Oakleys bror udtaler til The Telegraph, at et gelænder langs trapperne kunne have reddet den 59-årige fodboldfans liv.
Hverken Southampton eller politiet i Hampshire har ønsket at kommentere på sagen ifølge The Telegraph.
Til gengæld har en talsperson fra organisationen, som arbejder for at øge sikkerheden på sportsarenaer, udtalt sig.
– Det er en prioritet for os at sikre tilskuernes sikkerhed. Vores inspektører arbejder tæt sammen med stadioner på tværs af landet for at sørge for rådgivning og hjælp til de sikkerhedselementerne på stadion, lyder det.