Old Naked Brains
Fodboldhistoriker og forfatter Michael Kjærbøl har kigget på en af Premier League-rundens kommende kampe. Dette er anden del af en serie.
…… En af den gyldne storhedstids nøglespillere var den gennemsolide irske back, Bill Gorman. Han var noget af en karakter. Han blev født i Sligo, men voksede op i Skotland og fik sin fodboldopdragelse i Bury. Allerede som 19-årig tabte Bill alt sit hår og blev helt skaldet. Han gik herefter under tilnavnet Old Naked Brains.
Som født irer optrådte Gorman for sin nations landshold, men det var nu ikke helt enkelt. Irland havde nemlig to fodboldforbund, IFA og FAI, der hver især hævdede retten til at repræsentere den grønne ø. Det nordirske forbund stillede op som ”Irland” i den britiske Home Nations Cup, hvilket naturligvis var en stærk provokation over for FAI, der havde hovedkvarter i Dublin i ”den irske fristat”. De to rivaliserende forbund konkurrerede om de samme spillere, idet reglerne for hvem der måtte repræsentere hvem, var tågede og udefinerede. Mange aktører optrådte for snart det ene, snart det andet forbund/landshold. Således også Bill Gorman, der spillede 13 landskampe for dét vi i dag ville kalde Irland/Eire og 4 for Nordirland. I september 1946 formåede Gorman at spille to landskampe på tre dage, en for hvert af de to forbund, og begge gange mod England. Det er alligevel sjældent set…
I 1942 vandt Brentford den såkaldte War Time Cup, en erstatning for FA Cup turneringen under 2. Verdenskrig, men et ”rigtigt” stort trofæ er det aldrig blevet til. Efter War Cup triumfen gik det drastisk ned ad bakke for The Bees.
Da Harry Curtis trak sig tilbage fra managersædet umiddelbart efter krigen, røg Brentford ud af det fineste selskab, og nedturen fortsatte helt ned i 4. division. To gange var klubben tæt på at gå i opløsning, men det lykkedes i begge tilfælde, i sidste øjeblik at finde økonomiske redningsplanker.
I de lavere rækker blev det til en hel del opgør mod Fulham, hvis publikum traditionelt tilhører et noget andet socialt segment end Brentfords. Det er nok årsagen til, at der ikke ligefrem er kærlige følelser de to fangrupperinger imellem.
Det fine Fulham
Fulham er Englands svar på Lyngby (eller omvendt). Der er en intim atmosfære på The Cottage, der siden 1896 har lagt grønsvær og hjemmebane til hvidklædte Fulham FC. På stadions område lå der før i tiden en jagthytte, hvor Anne Boleyn skal have yndet at møde kongen, Henrik 8., inden denne fandt på at skille damens hoved fra kroppen. Distriktet i det sydlige London har længe været et velhaverkvarter, og de lokale har aldrig ligefrem haft for vane at strømme i store mængder til fodboldkampene på Craven Cottage. Til gengæld bærer stampublikummet præg af sammenhold og fællesskab. Fulham FC er ofte blevet betegnet som et familiært foretagende (og her hentydes ikke til Al-Fayed slægtens aktier i klubben), og stemningen er positiv, hyggelig og til tider ganske intens.
Fulham har – på trods af en historie der går helt tilbage til 1879 – aldrig vundet et betydende trofæ. Klubben har traditionelt kæmpet i spændet mellem bunden af den bedste række og toppen af den næstbedste.
Fortsættes…
