Galatasaray bekræfter slem Icardi-skade
Galatasarays Mauro Icardi måtte lade sig udskifte med en skade, da Istanbul-klubben torsdag besejrede Tottenham i Europa League.
En skade, der desværre er ret så alvorlig.
For Mauri Icardi har beskadiget sit forreste korsbånd og menisken, oplyser Galatasaray.
Argentineren står derfor foran en operation.
Læs også: Vi var bedst med 10 mand, mener Postecoglou
Det betyder med al sandsynlighed, at Icardi ikke kommer i spil mere i denne sæson.
Galatasaray-stjernen har scoret seks mål i de første 14 Galatasaray-kampe i år.
Torsdag aften kom han dog ikke på måltavlen. Det gjorde i stedet Victor Osimhen, der scorede to mål i opgøret. Også Galatasarays Yunus Akgun scorede i kampen. Den 24-årige angriber startede således festen, da han bragte hjemmeholdet foran efter seks minutters spil.
Læs også: Her er Rico Lewis bedst af alle i Champions League
Mauro Icardi kom permanent til Galatasaray i 2023 efter at have været udlejet til Istanbul-klubben sæsonen forinden. Den stolte tyrkiske klub hentede ham dengang i Paris Saint-Germain.
Før opholdet i den franske hovedstad havde argentineren været forbi Sampdoria og Inter.
Siden ankomsten til Tyrkiet har Icardi gjort det særdeles godt.
I de første to sæsoner scorede han henholdsvis 22 og 25 mål. Nu venter altså en lang skadespause for den 31-årige stjerneangriber.