Liverpool-spiller blev den store helt
En af Liverpools spillere ser ud til at kunne vende retur til Anfield med ekstra selvtillid, efter at han torsdag blev den helt store helt for sit land.
Caoimhin Kelleher, Liverpools reservekeeper, er nemlig fast mand for Irland, og her spillede han en helt afgørende rolle i deres møde med Finland.
For efter 77. minutter reddede han et straffespark på Finlands Joel Pohjanpalo.
Læs også: Afsløring: Disse fire klubber jagter Alexander-Arnold
Da Kelleher reddede straffesparket, førte Irland med 1-0 på en scoring af Brightons Evan Ferguson. Takket være Liverpool-keeperens redning, blev det også kampens slutresultat.
Det resultat blev skæbnesvangert for Finland, der med deres nederlag ryger ud af Nations Leagues B-lag.
Nederlaget var nemlig Finlands femte ud af fem mulige i puljen, hvor de derfor indtager en klar sidsteplads.
Nummer tre er nu Irland – den plads er de sikre på at ende på, mens England og Grækenland er i en hård kamp om puljens førsteplads.
Begge hold har 12 point efter Englands 3-0-sejr i Athen torsdag. England fører dog puljen på en bedre målscore.
Søndag venter der Irland og Caoimhin Kelleher en vanskelig opgave, når de møder netop England på Wembley. Her kommer Liverpool-keeperen til at stå over for flere holdkammerater.