Højlund får stor kritik i danske medier
Rasmus Højlund gik endnu engang fra banen uden at score for det danske landshold.
Angriberen fra Manchester United har nu ikke fået bolden i mål for Danmark siden oktober 2023. Dengang var modstanderen San Marino.
Læs også: Én dansker var elendig, mener Morten Bruun
Sidenhen har han spillet 11 kampe for landsholdet uden at få scoret sit ottende landskampsmål. I studiet hos TV 2 udtrykte han også frustration over den dårlige stime efter kampen mod Spanien fredag.
Højlunds præstation i den kamp har da heller ikke fået mange positive ord med på vejen af de danske medier.
På plbold.dk dumpede han i vores karakterer efter kampen sammen med flere andre danskere. Og hos andre danske fodboldmedier er dommen over ham ikke meget bedre.
– En første halvleg til glemmebolden. Bare direkte deri. Prøvede en fræk brystaflevering, der i stedet blev starten til den første spanske scoring. Det lignede flere gange, at han havde fået sine egne noter om, hvordan der skulle presses i første halvleg. Anden halvleg var en noget anden snak, hvor han fik spillet sig en smule op, men slutproduktet manglede ligesom i resten af 2024, skriver bold.dk.
– Gid, at Danmark snart skulle møde Guam, Seychellerne eller en anden lilleputnation, så Rasmus Højlund kan få scoret det mål, han sådan gungrer efter på landsholdet. Mere end et år – 11 kampe – er gået siden seneste Højlund-træffer i rødt og hvidt, og det må nage ham. Mod Spanien var han ikke i nærheden, skriver Tipsbladet.
– Jamen, han kæmper og kæmper og sig så meget umage. Men det er længe siden, at han virket FARLIG på landsholdet. Den sikre startplads, som har tilhørt Højlund i halvandet år, må virkelig være i fare, lyder det fra Morten Bruun hos TV 2.