Riemer uenig med TV 2-ekspert
– Jeg synes, at vi på papiret stiller med det svageste landshold, vi har spillet med siden vikarlandsholdet. Det mener jeg faktisk, sagde David Nielsen i optakten til Danmarks kamp mod Serbien.
– Det handler ikke noget om, at spillerne ikke er dygtige nok, men vi mangler erfarenhed og nogle krumtapper.
– Vi mangler nogle, der har prøvet det før. Så det er tid til at steppe op for dem, som får chancen.
Udtalelserne fra David Nielsen blev landstræner Brian Riemer forholdt i optakten. Og ikke overraskende var landstræneren ikke enig.
– Det er en holdning, og nu må vi se. Der har nogle ændringer i dag, som vi har været tvunget til at lave, tre af dem. Derudover er der nogle skader i forvejen, og det betyder, at når man begynder at tælle op, så kan det se voldsommere ud, sagde Riemer til TV 2.
– Men vi har en anden modstander i dag end den i Parken i fredags, og det gør selvfølgelig, at den måde, vi har valgt at sætte holdet op på, er tilegnet modstanderen, hvor vi tror, at vi kan ramme dem bedst.
Men ikke det svageste?
– Det synes jeg bestemt ikke, siger Brian Riemer.