Hvad sker der, Haaland? Topper helt uhørt statistik
Erling Haaland kan slet ikke få det til at fungere i øjeblikket.
Nordmanden brændte denne Boxing Day et straffespark i Manchester Citys deler mod Everton.
LÆS OGSÅ: Brændt straffe i ny City-nedtur
I kampen, der endte 1-1, fik Erling Haaland ellers en gylden mulighed for at sende The Cityzens foran (igen) efter 53 minutters spil.
Men Jordan Pickford havde læst nordmanden, for den engelske landsholdsmålmand havde ganske omhyggeligt noteret al behjælpelig data ned på sin vandflaske.
Det var dog ikke kun straffesparket, Haaland brændte. Det blev også til andre chancer undervejs, og i det hele taget har han brændt 11 store chancer, siden Manchester City spillede 2-2 mod Arsenal den 23. september.
Det er mere end nogen anden spiller i Premier League, skriver statistiksiden WhoScored på sin X-konto.
Manchester City har brug for en Haaland i hopla, hvis klubben skal ud af krisen. Pep Guardiolas mandskab har blot vundet en enkelt gang i de seneste 13 kampe på tværs af samtlige turneringer.
Haaland blev hentet til Manchester City fra Borussia Dortmund i sommeren 2022, og de første to sæsoner forløb da også uden de større problemer til følge.
Det blev til 36 mål i 35 Premier League-kampe i debutsæsonen, og sæsonen efter – altså i den forgangne sæson – blev det til 27 kasser i 31 kampe.
LÆS OGSÅ: Liverpool favorit til Bayern-stjerne
I denne sæson er han indtil videre noteret for 13 mål i 18 Premier League-kampe hos et City-mandskab, der siden starten af november har været inde i en nedadgående spiral.