Amorim om nedrykning: - Det er en mulighed
Rúben Amorim har bestemt ikke fået den start, han havde håbet i Manchester United.
Portugiseren, der kom til Old Trafford fra en yderst succesfuld tid i spidsen for Sporting, har måttet se sit mandskab tabe de sidste fire kampe, de har spillet.
Senest mandag, hvor det var Newcastle, der drog fra Old Trafford med en sejr på 2-0.
Dermed er de hårde facts for Manchester United, at holdet efter 19 spillerunder har hentet bare 22 point.
Det rækker til en placering som nummer 14 i rækken – bare syv point fra Ipswich, der er det første hold under nedrykningsstregen.
Så er Manchester United i fare for at rykke ud fra Premier League?
Det spørgsmål blev Rúben Amorim stillet efter mandagens nederlag.
– Jeg mener, det er en mulighed.
– Vi er nødt til at være klare over for vores fans, svarede Rúben Amorim ifølge BBC Sport.
Sidst Manchester United fik en sejr, var den 15. december. Her vandt holdet over lokalrivalerne fra Manchester City.
Ud af de sidste otte kampe, Manchester United har spillet på tværs af alle turneringer, har holdet vundet to og tabt seks.
Læs også: Manchester United-stjerne får laveste karakter: – Han er færdig
Manchester Uniteds næste opgør venter på søndag.
Her er det Liverpool, Premier Leagues klare førerhold, der er modstanderen, når Rúben Amorims mandskab lægger vejen forbi Anfield.