Seks Premier League-klubber risikerer pointstraf
Transfervinduet er i fuld gang, og du kan følge det døgnet rundt her på PLBOLD.DK. FØLG TRANSFERVINDUET 24/7 HER.
I løbet af næste uge modtager klubberne i Premier League besked om, hvorvidt de kan rammes af en pointstraf.
The Guardian skriver, at Premier League i løbet af uge tre vil udstede disciplinærsager mod de klubber, der ikke har overholdt de økonomiske regler i ligaen. Formentlig sker det allerede mandag eller tirsdag.
Senest den 31. december skulle klubberne indgive deres regnskab for den seneste sæson. Det har givet Premier League tid til at kigge på det samlede underskud for de seneste tre sæsoner.
Set over en treårig periode er det tilladt at have et underskud på op til 933 millioner kroner. Det kræver dog også, at klubben har spillet i Premier League alle tre sæsoner. Er en eller flere sæsoner tilbragt i The Championship er det tilladte underskud mindre.
Ifølge The Guardian er der seks klubber, som kan risikere at blive ramt af en pointstraf i denne sæson. Og de vil altså få besked om en eventuel sigtelse i løbet af de kommende dage.
Læs også: Dansker bliver landstræner for Finland
Leicester
Klubben må kun have et samlet underskud på 738 millioner kroner, fordi den tilbragte en sæson i The Championship. Klubben mener selv, at den vil holde sig inden for reglerne, men risikoen er stor for en overtrædelse.
Chelsea
Ejerne har igen og igen fastholdt, at de vil holde sig inden for reglerne. Det har også været tilfældet indtil videre. Flere store salg i sommer kan redde klubben.
Nottingham Forest
I sidste sæson blev Nottingham Forest ramt af en pointstraf, der var tæt på at koste klubben tilværelsen i Premier League. Nu er der lidt bedre styr på økonomien.
Everton
To gange i sidste sæson blev klubben ramt af en pointstraf. Salg af blandt andre Lewis Dobbin og Alex Iwobi vil hjælpe klubben denne gang.
Manchester United
Klubben har haft store underskud de seneste sæsoner. Noget af det underskud er grundet udgifter til akademiet. Det kan trækkes fra, og det kan redde De Røde Djævle fra en straf.
Newcastle
Der er ikke råd til at handle stort ind, selvom klubben har stenrige ejere. The Magpies opererer lige på grænsen af reglerne og gjort det et stykke tid.